De engelske mestre hentede anden sejr på stribe, da det blev til 2-0 efter en godkendt indsats ude over West Ham.
En svale gør ingen sommer. men hvad med to?
Ikke rigtigt. Alligevel kan Manchester Uniteds hårdtprøvede mesterhold måske ane lys og lunere luftstrømme efter en uge, hvor det dels blev til avancement i Champions League, dels blev til oprejsning i Premier League med en 2-0 sejr på Upton Park i London.
Hjemmeholdet West Ham har ellers bevæget sig fra bundregionerne med solidt spil, så et United-mandskab med endnu et rekonstrueret centerforsvar i karantæneramte Nemanja Vidics fravær, kunne forvente tungtvejende udfordring fra luftvåben som Andy Carroll og Kevin Nolan.
Uden den langtidsskadede Robin van Persie skortede det samtidig på offensiv saft i Uniteds forreste linie, men man behøver strengt taget ikke over midterlinien for at bringe sig i front.
Det leverede Wayne Rooney syv minutter inde i kampen beviset på, da han med en kvik bolderobring 50 meter fra mål fangede West Ham målmand Adrian på mellemdistance med et følt og stort anlagt langskud, der vakte minder om en David Beckham scoring af lignende tilsnit mod Wimbledon i 1996.
Beckham selv var kuriøst nok til stede på Upton Park i London i selskab med junior, så den metroseksuelle legende og Wayne Rooney har formentlig kunnet udveksle anekdotisk guld i omklædningsrummet efter kampen.
United 2-0 sejr blev cementeret allerede inden pausen, da Hammers-koryfæet Kevin Nolan og Rooney i fælles fjumren, fik møvet bolden over stregen til stor jubel for manager David Moyes på sidelinien.
De tre point på kontoen luner med sikkerhed hos de engelske mestre, men placeringen i tabellen er desuagtet en syvendeplads og United får svært ved at sikre sig europæisk deltagelse i næste sæson. Med mindre det bliver til en sensationel triumf som vindere af Champions League, hvor Rooney og kompagni i kvartfinalen er oppe imod Bayern München.