Real Madrid-spilleren Cristiano Ronaldos mor, 61-årige Dolores Aveiro, havde taget lige lovlig mange håndører med til lufthavnen i Madrid, da hun blev taget under en rutinemæssig inspektion af sin håndbagage.

Det er ingen hemmelighed, at Ronaldo, som de seneste to år i træk er blevet kåret som verdens bedste fodboldspiller, tjener en del på at spille fodbold. Årslønnen i Real Madrid skydes til at være over vanvittige 120 millioner danske kroner, og derfor kan man forestille sig, at Ronaldo har nok at give ud af til sine nærmeste.



Om det var Ronaldos penge, som moderen, Dolores Aveiro, havde med i tasken på vej ud af Spanien, er uvist. Men ikke desto mindre beretter den spanske avis El Mundo, at Ronaldos mor er blevet taget i den spanske told med alt for mange penge, da hun skulle rejse hjem til Portugal fra Madrid, hvor hun efter alt at dømme havde besøgt sin berømte søn.