Der gik, og dette ved jeg, fordi jeg sad der selv, et minut og 35 sekunder, før den portugisiske radiokommentator fra Antena 1 var færdig med at råbe.

- Gooooooooool. Cristiano Ronaldoooooooo. Braziiiiiiiiiiilllllll.

I den dur.

Han råbte det igen senere, da Cristiano Ronaldo scorede igen. Og en gang til. Lige så længe. Lige så energisk. På et tidspunkt tror jeg, han græd. Stemmen knækkede, og jeg så ham tørre sine øjne.

I minutter råbte han de tre eneste vigtige ord på netop det tidspunkt lige der på Friends Arena i Stockholm. Portugisiske taxachauffører, aftenvagter ved forladte fabriksbygninger og sejlende på vej mod fjerne destinationer fik i disse magiske øjeblikke den eneste besked, der betød noget for dem i netop de sekunder.

I en tid, da portugiserne i skyggen af Spanien lider sig gennem sin værste økonomiske krise, siden landet trådte ind i EF i 1986, var det et af de øjeblikke, der for en stund fik folk til at glemme.

- Det redder ingen, hvis vi kommer til VM, som Portugals træner Paulo Bento sagde dagen før kampen, men det tillader portugiserne at drømme.

Cristiano Ronaldo, Maquina, som de kalder ham, maskinen. Hvem ellers skulle få portugiserne til at drømme? Portvin giver hovedpine, kraftig ved ekstrem indtagelse. Og det samme kunne man vel sige om Cristiano Ronaldo, hvis ikke man var portugiser. 304 mål i de seneste 10 sæsoner i de fem største ligaer og Champions League. Ingen har scoret flere. Ingen.

Og Zlatan? Zlatan Ibrahimovic. Ibra. To mål nu igen, og så skulle der ikke være plads til ham? Uretfærdigheden tilhører spillere som ham. Som George Best, Alfredo di Stefano og senere George Weah, Ryan Giggs og til sommer Gareth Bale, Lewandowski og Henrikh Mkhitaryan. Store spillere uden for det flotteste selskab, fordi de ikke kan gøre det alene. Ikke engang Zlatan. Ikke engang Kung Zlatan. Det blev Kongens Fald og så netop i Stockholm, hvor historien om blodbadet og den danske konge og alt det der, indtil i aftes var den rigtige historie om Kongens Fald.

Erik Hamrén betonede inden kampen, hvor vigtigt det var at drømme. At tvinge sig selv til at se mulighederne. Visualisere successcenarierne. Selv havde han spillet kampen mod Portugal flere gange og drømt om både 2-0, 3-0, 3-1 og 4-0. Hver gang gik Sverige til VM.

Tirsdag aften gik den ikke, selvom Zlatan vendte 0-1 til 2-1 og netop gav svenskerne lov at drømme. For Ronaldo ville det anderledes.

I en duel, der var skrevet igen og igen på forhånd, på svensk, på portugisisk, på dansk, fransk, engelsk, italiensk, japansk, tysk, norsk og kom selv med alle de andre sprog, I kan forestille jer, for de var der alle sammen på Estadio da Luz i fredags og på Friends Arena tirsadag og dagen før, hvor alle ville høre, hvordan det skulle gå i duellen mellem to af verdens bedste spillere.

Trænerne forsøgte at tale om to hold, to lande med hver 11 spillere, der skulle mødes, men historiefortællerne kunne ikke overbevises. Vi ville ikke. Vi ville se kongernes kamp. Og vi fik den.

Den gladeste sad lige foran mig. Og hvis ikke jeg tager fejl, råber han stadig.