Romneys bedre halvdel får ros for tale til sin mand
Der er overvejende positive reaktioner på den tale, som Mitt Romneys kone i nat leverede på republikanernes partikonvent.
Der er overvejende positive reaktioner på den tale, som Mitt Romneys kone i nat leverede på republikanernes partikonvent.
Det var utvivlsomt en af de mest ventede taler, som Ann Romney, hustru til præsidentkandidaten Mitt Romney, natten til onsdag dansk tid leverede på republikanernes partikonvent i Florida.
I amerikanske medier bliver talen udlagt som positiv. Nogle kalder endda talen for historisk god.
I Boston Globe skriver klummeskribent Peter S. Canellos, at den 63-årige Ann Romney klarede opgaven med bravur.
- For årtier tilbage erkendte politiske kampagner, at det er et rent plus, når kandidaters ægtefæller taler ved konventer. Selv en halvdårlig tale vil blive tilgivet, hvis den bare kommer fra hjertet, indleder Canellos, inden han fæller sin dom:
- Ann Romney overgik forventningerne. Hendes tale var en af de bedste konventtaler fra nogen kandidats ægtefælle - og uden tvivl den vigtigste, skriver Canellos.
Når talen bliver udlagt som langt mere vigtig end normalt, skyldes det, at mange amerikanere opfatter Mitt Romney som lidt stiv i det, som en regulær kedelig kandidat.
Derfor er det vigtigt for det republikanske parti at tegne et anderledes og mere »blødt« billede af partiets udfordrer til Obama.
At den opgave blev klaret til topkarakter, er man ikke det mindste i tvivl om hos den konservative TV-station Fox News. TV-stationens politisk kommentator Brit Hume kalder Anns tale for enestående.
- Det er den mest effektive politiske tale, jeg nogensinde har hørt fra en politikers kone, siger Hume i Fox News’ TV-studie.
- En masse kvinder - især mødre og gifte kvinder - vil opleve hende som yderst beundringsværdig og troværdig, understreger han.
Det er dog ikke alle, som har roser til Ann Romneys evne til at gøre forretningsmanden Mitt Romney mere spiselig for især kvinder og mere midtersøgende vælgere.
Korrespondent for Newsweek og Daily Beast, Michael Tomasky, hælder malurt i Ann Romneys bæger.
- Hun var, hvis man skal give hende noget kredit, den første taler den aften, som forsøgte at nå ud til ikke-konservative vælgere. Hun var ikke ligefrem dårlig, men talen vil ikke blive husket om to eller fire år, selv hvis han vinder, skriver Tomasky.
Da Ann Romney holdt sin tale, hvor hun i øvrigt brugte en teleprompter for første gang, lagde hun ifølge flere medier lidt usikker ud.
Men undervejs i den 20 minutter lange tale fik hun gang i salen, der endte med at levere et stående bifald til Romneys kone. Og forsøget på at tegne et mere nuanceret billede af Romney stod allerede klar i talens indledning.
- Jeg vil ikke tale med jer om politik og partiet i aften. Men jeg vil tale fra hjertet – fra vores hjerter. Jeg vil ikke tale om det, der deler os, men det, der forener os som amerikansk familie. Jeg vil tale med jer om kærlighed, lød det indledningsvist fra en storsmilende fru Romney.