Romney vinder suverænt i Florida
Mitt Romney blev den klare vinder af tirsdagens primærvalg i Florida.
Mitt Romney blev den klare vinder af tirsdagens primærvalg i Florida.
Hanekampen i Florida er slut, og Mitt Romney kan erklære sig for vinder af primærvalget i den amerikanske delstat.
Ovenikøbet med en ganske habil føring over sin nærmeste konkurrent, Newt Gingrich, der måtte nøjes med 32 procent af stemmerne, mens sejrherren Romney hev 46 procent af stemmerne hjem.
Romney virkede da også ganske lettet, da han allerede ved 3-tiden dansk tid stillede sig op og takkede sine jublende støtter, selvom en fjerdedel af stemmerne på daværende tidspunkt endnu ikke var talt op.
- Mitt, Mitt, Mitt, råbte tilhængerne taktfast, mens Romney kæmpede for at få ørenlyd.
- Tak for den store sejr. Jeg er klar til at lede dette land. Og vi vil vinde, sagde han blandt andet til den hujende forsamling.
Selvom hans sejr var overbevisende, er Romney dog ikke kommet let til den. Han har brugt millioner på sin kampagne, der blandt andet har inkluderet intet mindre end 13.000 TV-reklamer. Langt mere, end Newt Gingrich, der for nylig vandt i South Carolina, kunne præstere.
Og medvinden til den tidligere Massachussets-guvernør fortsætter ikke af sig selv. For selv om Romney er populær hos toppen i det republikanske parti, så mener mange menige amerikanere ganske enkelt, at han er for moderat og blød for en højreorienteret politiker. Han er simpelthen ikke konservativ nok for fire ud af 10 vælgere i Florida, skriver ABC News.
Det skudsmål giver mindre end 20 procent udfordreren, den ærkekonservative Newt Gingrich.
Derfor sidder Romney endnu ikke så sikkert i sadlen, at han kan være sikker på at blive den mand, der skal udfordre den demokratiske præsident, Barack Obama, ved præsidentvalget til november.
De to øvrige udfordrere ved primærvalget, Rick Santorum og Ron Paul, fik henholdvis 13 og 7 procent af stemmerne.