Med 85 procent af stemmerne optalt er det sikkert, at republikaneren Mitt Romney med lethed vinder primærvalget i staten Illinois.

Den overlegne sejr har tilsyneladende givet Romney overskud til at se længere frem i tiden, til når en af de fire republikanske kandidater skal udfordre præsident Barack Obama til november.

- I aften var et primærvalg, men i november er det præsidentvalg. Og vi står over for en afgørende beslutning som et folk, sagde Mitt Romney ifølge The Seattle Times i sin sejrstale.

- Vi ved, hvad Barack Obamas vision er. Vi har levet i den de tre sidste år. Min vision er meget, meget anderledes, sagde Romney.

Den tidligere Massachusetts-guvernør har 46,9 procent af stemmerne og bliver i flere internationale medier kåret som den helt store vinder ved nattens primærvalg. Den nærmeste konkurrent Rick Santorum må nøjes med 35 procent af stemmerne, mens outsiderne Ron Paul og Newt Gingrich må affinde sig med henholdsvis ni og otte procent af stemmerne.

På trods af det store nederlag er Rick Santorum endnu ikke klar til at give op. I Gettysburg i Pensylvania siger Santorum ifølge New York Times, at Republikanerne har brug for en præsidentkandidat, hvis moral står i dramatisk kontrast til præsident Barack Obama.

- Der er en kandidat i dette kapløb, som kan skabe den kontrast. En person, som er kendt for at være til for jer, for at være tilhænger af en begrænset statmagt, tilhænger af løsninger, som styrker befolkningen, siger Rick Santorum,

De amerikanske primærvalg og vælgermødeafstemninger, også kaldet caucus, har til formål at afklare, hvilken republikaner der får lov til at udfordre Demokraternes Barack Obama ved det amerikanske præsidentvalg til november.

Det Republikanske Parti vælger officielt deres præsidentkandidat under deres kongres til juni, men inden da kan kandidater falde fra.