Romerlys på Brøndbys og FC Københavns tilskuerafsnit før superligakampen den 1. december på Brøndby stadion koster nu begge klubber en bøde på 25.000 kroner.

Det er DBUs disciplinærudvalg, der mandag meddeler, at de har behandlet dommer Michael Tykgaards indberetning i forbindelse med kampen.

For Brøndby IFs vedkommende handler det om, at der allerede inden og under de to holds entré på banen blev affyret mellem 50-100 romerlys på hjemmeholdets tilskuerafsnit, og disse var medvirkende til en kampforsinkelse på lige under tre minutter som følge af røgudviklingen.

Derudover blev der ligeledes i Brøndby IFs tilskuerafsnit affyret cirka tre romerlys ved FC Københavns udligning i kampens 25. minut, to romerlys i 46. minut, ét i kampens 70. minut og yderligere to stykker tre minutter inde i kampens tillægstid ved kampens afslutning.

Endelig blev der observeret grønt laserlys mod forskellige spillere i kampens 69. minut uden dog, at det kunne fastslås, hvilke tilskuerafsnit lyset kom fra.

Dertil kommer seks overtrædelser, som kan identificeres til FC Københavns tilskuerafsnit - nemlig romerlys inden kampens planlagte start, som var medvirkende til, at denne blev udskudt cirka 10 romerlys ved FC Københavns udligning i 25. minut.

Derudover blev cirka seks romerlys antændt ved scoringen i 32. minut, yderligere to i 64.minut, ét kanonslag i nærheden af FC Københavns tilskuerafsnit i 84. minut og endelig cirka 10 romerlys ved kampens afslutning.

For begge klubber er der tale om et såkaldt andengangstilfælde, og derfor straffes klubberne med en bøde på 25.000 kroner, og klubberne har overfor DBU mere eller mindre bekræftet Michael Tykgaards indberetning.

Kampen endte 3-1 til FC København på to mål af Igor Vetokele og et Nicolai Jørgensen.