Lørdagens to store sportbegivenheder, Mikkel Kesslers boksekamp i Parken og Champions League-finalen mellem Chelsea og Bayern München i Tyskland, gav ikke anledning til væsentlig ballade i hovedstaden, oplyser Københavns Politi.
Vagtchef Kim Nicholsen betegner aftenen og natten som stille og rolig.
- Vi blev kun mødt af glade mennesker, rundt omkring. Det gik rigtig fint ude i Parken, selvom der var mange mennesker, siger han.
Danske Mikkel Kessler vandt sin kamp over amerikaneren Allan Green på et knockout i fjerde runde. I München løb Chelsea med sejren efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence. Mange københavnske caféer og sportsbarer viste kampen direkte fra Tyskland, men selv om alkohol og sport kan være en farlig kombination, medførte det altså ingen alvorlige episoder.
BNB