- Der lå ikke et ultimatum. Men det er klart, at vi skulle til at snakke strategi på TV2 om, hvordan vi griber de store løb an. Så på den måde kunne jeg også mærke, at tiden var inde. For der er ingen tvivl om, at jeg elsker at kommentere cykelløb. Jeg ved ikke, om jeg må sige det, men jeg synes også, jeg er god til det. Jeg skulle nok kunne finde på noget andet, hvis jeg ikke måtte kommentere længere, så det er altså ikke det job, der har fået mig til at komme med denne tilståelse, siger Rolf Sørensen til BT.
Mandag aften erkendte han, at han i sin aktive karriere har benyttet sig af epo og kortison for at kunne køre lige op og bedre end sine konkurrenter. Et hav af gange er han i den periode og indtil mandag aften blevet spurgt, om han selv har taget doping, men han har altid afvist.
Den lange beslutningsproces om at gå til bekendelse er til dels blevet hjulpet på vej af den nærmest kultagtige dyrkelse af Rolf Sørensen som eneste rene rytter i 90erne, hvor epo-misbruget eksploderede i feltet. Og som blev mere og mere satirisk i takt med, at indrømmelser fra stort set alle samtidige Rabobank-kolleger tog til over de sidste måneder.
- Det blev jo en practical joke. Det fornemmede jeg også. Jeg kunne også mærke, når jeg var ude til foredrag blandt cykelfolk, at de jo havde dannet deres egen mening over den epoke i 90erne. Så tiden var inde. Jeg gider ikke holde folk for nar. Det blev jo pinligt for mig. Komisk, erkender Rolf Sørensen.