I løbet af ganske få minutter omkring klokken 10.30 i formiddag blev tre forskellige pengeinstitutter rundt om i landet ramt af røveri. Og også et posthus i Slagelse fik senere besøg af røvere. Dagens største udbytte blev på næsten en halv million kroner.

I København gik det ud over Den Danske Banks filial på Hammelstrupvej i Valby hvor to mænd truede sig til omkring 108.000 kroner.

I Vig i Odsherred gik to maskerede mænd ind i Vestsjællands Sparekasse og truede med en pistol personalet og en tilstedeværende kunde til at lægge sig ned på gulvet. De fik udleveret omkring 454.000 kroner, og i Morud vest for Odense sprang to mænd kort før klokken 10.30 ud af en bil og gik maskeret med elefanthuer ind i BG Banks afdeling, begge bevæbnet med enten jagtgeværer eller pumpguns. En farvepatron ødelagde dog udbyttet.

Endelig truede en mand med et oversavet jagtgevær i eftermiddag sig til 12.000-15.000 kroner på posthuset i Gørlev mellem Kalundborg og Slagelse.

/ritzau/