En mor og hendes søn har begge været en tur på operationsbordet, efter at de blev opsøgt af maskerede mænd med et baseballbat og et skydevåben i deres hjem
Lørdag aften blev en mor og hendes søn udsat for et voldsomt hjemmerøveri i deres hjem på Amager. To mænd bankede på døren og gik herefter indenfor.
Her tildelte de kvinden et slag på siden af hovedet med et baseballbat, og også den 26-årige søn fik et slag i hovedet med battet.
Da der efterfølgende opstod tumult, skød den ene af de to mænd sønnen i låret, fortæller den centrale efterforskningsleder ved Københavns Politi, Kristian Aaskov.
- De har begge to været en tur på operationsbordet efter at de blev slået med et slagvåben og sønnen blev skudt, men begge er uden for livsfare, siger han.
Politiet kan endnu ikke sige, om der ligger et særligt motiv bag de grove overfald, men det står klart, at der ikke er blevet stjålet noget i huset.
- Vi kender ikke noget til baggrunden for, at de her mænd henvender sig. Ifølge sønnen er der ikke noget mellemværende mellem ham og dem, der kan ligge bag. Nu skal vi i gang med at undersøge de tekniske spor, siger Kristian Aaskov.
Han oplyser, at de to mænd, der trængte ind i huset begge var maskerede og muskuløse. Ifølge sønnen havde de en medsammensvoren, som befandt sig uden for huset. Han var ikke maskeret, men beskrives ifølge den centrale efterforskningsleder som slank af bygning og arabisk af udseende.
De tre mænd stak af fra gerningsstedet i en hvid bil, der kan have været en Kia.