Torsdag aften lykkedes det en røver at få personalet i en Aldi-butik på Vesterbro i den sydsjællandske by Præstø til at udlevere dagens kassebeholdning. Det skriver Sjællandske.

Manden var bevæbnet med en stor køkkenkniv, som han truede personalet med. Efter at han fik udleveret pengene, forsvandt han hurtigt fra gerningsstedet, uden at nogen vidner lagde mærke til, hvor han blev af.

Røveriet skete torsdag aften ved 20.20-tiden. Manden beskrives som ung og dansk-talende. Han er omkring 175 centimeter høj, var iført en rød jakke og et par røde jogging-bukser.

Politiet har torsdag aften eftersøgt Præstø-området for at finde spor af manden.