Et mislykket røveriforsøg mod 7eleven i Helsingør har fredag morgen ført til, at politiet har afspærret et område omkring Helsingør Station. En gerningsmand menes at have forskanset sig inde i den bygning, som 7eleven er en del af, skriver bt.dk. Afspærringen betyder, at både busser og tog til Helsingør er påvirket, oplyser Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse. Movias busser vender ved Svingelport, mens Kystbanens tog kører kun til- og fra Espergærde Station. Færgetrafikken afvikles fortsat, men det er ikke muligt for gående passagerer, at komme til og fra færgen. Politiet modtog anmeldelsen kort før klokken halv fire natten til fredag, og da patruljen nåede frem, var gerningsmændene fortsat i kiosken. Politiet fik derefter omringet bygningen og tre gerningsmænd er anholdt. Mindst en gerningsmand formodes fortsat at være på fri fod i bygningen, og derfor opretholder politiet fortsat afspærringen. Der er formentlig ansatte fra andre virksomheder i samme bygning, og politiet er massivt til stede af hensyn til deres sikkerhed.