Østjyllands Politi leder efter to drenge i 15-års alderen, der begge taler dansk med udenlandsk accent.

Drengene stod fredag eftermiddag bag et voldsomt røveri mod en cykelforretning på Viborgvej i det vestlige Aarhus.

Men en kniv og et jernrør truede de to drenge sig til et ukendt beløb i kontanter, ligesom de smadrede en del inventar i forretningen. De flygtede efterfølgende på en gul motocross-cykel i retning mod Bispehaven.

Røveriet fandt sted klokken 13.40.

- Vi er meget interesseret i at høre fra vidner, der har set drengene på crosseren. Sådan én larmer en hel del, så måske har nogen bidt mærke i det, siger vagtchef Bo Christensen, Østjyllands Politi.

Gerningsmændene har følgende signalement:

A: Dreng, ca. 15 år, talte med udenlandsk accent. Iført en armygrøn elefanthue.

B: Dreng, ca. 15 år, talte med udenlandsk accent. Iført en sort jakke og en sort maske.

Har du oplysninger i sagen, kan Østjyllands Politi kontaktes på tlf. 114.