Han nåede aldrig at få sagt farvel til sine nærmeste, men hans hund Mollie fik lov til at tage en rørende afsked med sin døende ejer på et hospital i det vestlige USA.

33-årige Ryan Jessen tog i sidste måned på hospitalet med kraftig hovedpine. Han troede, at der var tale om migræne, men der viste sig at være tale om en hjerneblødning - formentlig som følge af for højt blodtryk. Blødningen viste sig at være så alvorlig, at den unge mand med det danskklingende efternavn gik i koma og aldrig igen kom til bevidsthed, skriver Huffington Post.

Efterhånden stod det klart, at den bevidstløse patients liv ikke stod til at redde, og for nylig samledes Ryan Jessens familie og venner ved hans seng på Rideout Memorial Hospital nord for  Sacramento i Californien for at tage afsked med ham, inden der blev slukket for respiratoren.

Med ved sygelejet var var også hans elskede boxerhund Mollie, som fik lov til at sige et sidste farvel. Hunden fik lov til forsigtigt at stikke sin snude helt tæt på sin ejers livløse ansigt og krop, mens familien opfordrede hende til at lugte grundigt til Ryan Jessen en sidste gang og sige mentalt farvel. Håbet var, at hunden dermed bedre kunne få en fornemmelse af, hvad der var overgået dens ejer, der nu aldrig mere ville snakke med hende, kæle med hende og gå tur med hende.

På Facebook har Ryans søster forklaret, at hendes bror elskede sin hund over alt på jorden, og at omgivelserne ikke behøver at bekymre sig over, hvad der nu skal ske med den herreløse Mollie.

»Vi beholder hende. Hun er den del af familien,« forsikrer søsteren Michelle Jessen.

Da hospitalets behandling var opgivet for den 33-årige mand, blev hans organer fjernet med henblik på donation. Hans hjerte blev givet til en 17-årig dreng et andet sted i Californien.

»Lige så trist som det har været at miste Ryan, lige så dejligt er det at vide, at hans hjerte nu kommer til at sprede så meget glæde hos modtagerens familie. Jeg ville ønske, at Ryan kunne opleve, hvor stor en forskel hans hjerte vil gøre for den unge mand,« skriver søsteren på Facebook. Efterfulgt af et rødt hjerte.