Det er sådan en morgen, hvor det ‘gode vand’ er noget man taler om på Bagsværd Sø. Ikke en vind rører sig og overfladen er nystrøget. Disen hænger gennemsigtigt som en dråbe mælk i et glas vand langs bredden.

Opret abonnement på BT PLUS og læs om roeren Mette Dyrlunds liv efter hun fik en blodprop for fem måneder siden. Læs om hendes kamp tilbage til livet og hvordan hun fik motivationen til at være, hvor hun er i dag - på vej til OL i Brasilien.

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.

 

Det er sådan en morgen, hvor det ‘gode vand’ er noget man taler om på Bagsværd Sø. Ikke en vind rører sig og overfladen er nystrøget. Disen hænger gennemsigtigt som en dråbe mælk i et glas vand langs bredden.

» Koncentration. Lange og rolige bevægelser.«
Landstræner Mads Haubros stemme forstærkes gennem en hvid råbetragt, før den når hen til Mette Dyrlund og Lisbet Falch i den slanke dobbeltsculler.
Fire åreblade bryder vandfladen i en langsom men kraftfuld rytme på 20 tag i minuttet og trækker det hvide glasfiberskrog igennem vandet med 15 kilometer i timen. Begge piger stirrer med koncentrerede stenansigter på et usynligt punkt bag båden.
»Lidt mere længde, Mette. Der mangler lige en centimeter, så er den der.«
Forrest i båden, med en åre i hver hånd og med ryggen mod sejlretningen, sidder 25-årige Mette Dyrlund, halvdelen af besætningen på Danmarks hurtigste dobbeltsculler i den åbne vægtklasse. For knap fem måneder siden lå hun i en scanner på et hospital i Østrig med en blodprop i hjernen.
To tredjedele af den venstre hjernehalvdel var dækket af en hvid plamage. Hun var ude af stand til at sige et ord, hjernens talecenter var udslettet og kroppen lammet i højre side. Det her, tænkte hendes mor fortvivlet, kommer hun ikke tilbage fra.

Blev fuldkommen atlet

Men kun halvanden måned senere var Mette Dyrlund tilbage på vandet.
» Blodproppen ændrede mit forhold til roningen. På en måde er sporten smeltet sammen med mig nu. Mit mål er at komme med til OL og vinde en medalje. Sådan er det bare. Jeg var også motiveret før, men nu er det noget helt andet,« siger Mette Dyrlund.
Skiftet mellem arbejde og fritid har ændret sig med blodproppen. Forskellen mellem ‘tænd og sluk’ er blevet tydeligere. Nu møder hun knivskarp og forberedt til hvert eneste træningspas. Hun er blevet en mere ‘fuldkommen atlet’, fortæller hendes kæreste Jannik Nilton (24), der selv er landsholdsroer. Det er små ting. Men det gør en stor forskel og kræver en hårdnakket prioritering.
På væggen i deres stue er de olympiske ringe malet for at ‘skærpe fokus’. Lige over tv’et, for så er ‘den der serie’ sjældent værd at hænge sent oppe for. Hun sørger for at sove tilstrækkeligt, spise rigtigt, hvile mellem træningerne og forberede sig mentalt. I det regnestykke må vennerne vige.
»Jeg skal bare det her. Det er det, jeg elsker.Træningen og de små ting, der hele tiden bliver bedre,« forklarer hun.

Talesprog i ruiner


Siden blodproppen har Hjørdis Dyrlund Petersen på 66 ikke set sin datter græde. Hun har aldrig set hende fortvivle, miste modet eller opgivende spørge ‘hvorfor mig’. Det er næsten som om, at hendes glade pige har fået endnu lettere til latter. Dydest set forstår hun ikke, hvor hun får det fra. ‘Hun må være skabt af noget særligt’.
Hun sætter mere pris på, hvad livet er for en størrelse nu. Hun siger selv, at hun er ‘nærmest lykkelig’.
Blodproppen efterlod hjernens talecenter i ruiner. Derfor må Mette Dyrlund lede efter ordene eller tage en sproglig omvej for at ramme den rette betydning. Før var hun velformuleret, nu er nuancerne væk. Ordene er stadig ‘derinde’, siger hun. Hun føler sig helt normal, rask og som den gamle Mette. Men hun må kæmpe for at bygge bro mellem det hun tænker, og det hun siger. Hver uge er hun 12 timer på Center for Hjerneskade på Københavns Universitet, hvor hun blandt andet træner med en talepædagog. Men sproget er ikke hendes største problem.
»Min største udfordring er, at jeg stadig mangler 10 procent følelse og lidt styrke i den højre side. Særligt i hånden. Det er et problem i båden hvor det er vigtigt, at vi hele tiden mærker efter og har synkrone bevægelser.«

En biologisk tilfældighed


Blodproppen ramte den 11. august 2014. Sammen med resten af landsholdet var Mette Dyrlund på træningslejr i Østrig 25 kilometer fra delstatshovedstaden Klagenfurt. Siden slut-90’erne har de danske roere altid boet på Hotel Krone ved Völkermarkter Stausee. Det familiedrevne hotel er en tidslomme fra 80’erne med orange badeværelsesklinker og - for de heldige - billedrør-tv på værelset.
I træningslejren var Mette Dyrlund og Lisbet Falch ved at finde hinanden på vandet. Teknisk gik det op og ned, men der var fart i båden. Når det spillede, roede de stærkt. Den aften havde de været ude og spise is. Om natten stod hun op for at tisse med en ‘underlig fornemmelse’ i kroppen. Hun dvælede ikke længe ved det og tænkte, at det nok skulle soves væk. Senere viste det sig, at den korte tur fra toilettet og tilbage til sengen tog hende 40 minutter. Da hun vågnede, kunne hun ikke røre sig. Hun kunne heller ikke tale. Alt føltes normalt, men på en underlig passiv måde, for uanset hvad hun forsøgte, reagerede lemmerne ikke.
Ved morgenbordet bemærkede Jannik Nilton, at Lisbet Falch hentede landstræner Mads Haubro og roernes fysioterapeut, Anders Madsen. De tre hastede tilbage mod pigernes værelse. Han tænkte ikke nærmere over det.
Det var aldrig meningen, at den lyshårede pige fra Sengeløse 25 km fra København skulle på landsholdet i roning. Fra første skoledag var hun bestemt til et liv med musik. Mette Dyrlund sang sopran i Roskilde Domkirkes pigekor, spillede trompet i Roskilde Lille Skoles partyband og hjemme blev John Lennons ‘Imagine’ tæsket igennem på klaver ‘mindst 50.000’ gange, husker hendes mor.
Indtil Dansk Forening for Rosport i 2.G besøgte Skt. Annæ Gymnasium med et tilbud om en fysisk test til interesserede elever. Resultatet fik konsekvenser: Fysisk var hun disponeret for en fremtid i roning og få år senere blev hun indlemmet på det danske landshold og placeret i en dobbeltsculler.
På Hotel Krone blev Jannik Nilton hentet op på kærestens værelse. Der var trængsel i det lille rum. Landstræneren, romakkeren, fysioterapeuten og et ambulancehold stod bøjet over sengen, hvor hun lå med et uforklarligt smil om munden. Hun virkede konfus, svær at komme i kontakt med og rystede på hovedet, når hun burde nikke. Inde i ambulancen greb han hendes hånd og holdt fast. Det var rart at mærke, at han var med, tænkte hun.
Den ene læge efter den anden undersøgte Mette Dyrlund på hospitalet i Klagenfurt. Først den tredje læge ramte plet: Der var tale om en blodprop i hjernen. En biologisk tilfældighed, konkluderede eksperterne senere. Chokket rungede stadig i Jannik Nilton, da han så sin kæreste blive lagt i fuld narkose og kørt væk.

’Jeg er ikke syg’


I flyet på vej til Østrig vidste Mette Dyrlunds forældre ikke, om datteren ville være levende eller død, når de nåede frem. Da de trådte ind på intensivafdelingen, var hun stabil og uden for livsfare. Ledninger løb på kryds og tværs fra apparaterne. Hun var glad, havde ikke ondt men kunne stadig ikke sige et ord.
Inde i sit tavse panser var Mette Dyrlund aldrig bange. Frygten for et liv i kørestol kom først langt senere. Hun kunne ikke tale, kunne ikke gå, men følte sig stadig normal og rask. ‘Der er snart VM. Nu skal jeg bare ud og træne’, tænkte hun. Hun havde aldrig følelsen af ikke at kunne kommunikere. Måske fordi omgivelserne var gode til at tyde hende. ‘Hvorfor tager I det sådan, jeg er ikke syg, jeg er bare Mette’, gestikulerede hun.
»Der er først senere jeg har tænkt over, hvordan mit liv kunne have set ud. Hvis ikke genoptræningen var begyndt så hurtigt, eller jeg ikke havde været så målrettet, så havde alt måske set anderledes ud.«
Få dage efter blodproppen sad de i cafeteriet og drak kaffe. Lisbet Falch havde taget hendes kalender med fra hotelværelset. I det gennemsigtige omslag sad et billede fra deres world cup-sølv på det olympiske anlæg ved London. Mette Dyrlund kiggede på billedet og begyndte utålmodigt via tegnsprog og fagter at formidle det, der de seneste dage havde bundfældet sig. ‘Om halvanden måned er jeg tilbage på vandet’.
Genoptræningen var allerede i gang. Fysioterapeut Anders Madsen lærte hende først at sidde, siden at stå og gå. Han masserede hendes muskler, stimulerede nervebanerne ved at lære hende at klappe, at pege og at sige ja eller nej ved at nikke og ryste på hovedet. De terpede børneremsen ‘pandeben-øjesten’ til hun igen kunne udpege sin egen næse, ører, ben og tæer.
Talen var væk, men ikke musikken. Hun sang Beatles’ ‘Let it be’ knivskarpt og klokkeklart. Mette Dyrlund og fysioterapeuten angreb genoptræningen med samme målrettede metode som i sculleren på Bagsværd Sø.
En dag øvede de med gangstativ på etagen nedenunder. Da de var færdige, nægtede hun at sætte sig i kørestolen og tage elevatoren. Trin for trin kæmpede hun sig op. Personalet betragtede med undren den usædvanlige patient. Det samme gentog sig på Bispebjerg Hospital i Danmark. Sammen med kæresten sneg hun sig ud på hospitalets græsplæne, hvor de gik ekstra ture og lavede styrkeøvelser. Da han kom tilbage på stuen med sandwich, var hun væk. Jannik Nilton fandt hende på en motionscykel, hun havde opsporet. Efter knap en måned begyndte hun at styrketræne to gange om dagen og var til sidst stærkere i romaskinen, end før blodproppen.
Efter halvanden måned tog hun atter plads i dobbeltsculleren. De roede fire kilometer og kun det trænede øje kunne se, at hun havde været væk.
»Det var fantastisk. På et tidspunkt vidste vi jo ikke, om hun skulle sidde i kørestol resten af livet, siger Lisbet Falch.«

På træningslejr igen


En onsdag i januar løfter pigerne den knap 30 kilo tunge sculler på plads i bådhallen. I dag har de roet 12 kilometer på ‘det gode vand’ i stabil fart.
»Blodproppen har givet mig noget… jeg lever livet mere nu,« siger Mette Dyrlund.
»Negative tanker eller små, dårlige ting vil jeg ikke spilde tiden på. Hvis der er nogen, der er sure eller brokker sig, så går jeg simpelthen. På den måde er min tid blevet mere dyrebar.«
Hun og kæresten lever en normal hverdag i lejligheden på Østerbro. Jannik Nilton bliver ikke længere nervøs, når hun står op om natten for at tisse. Hun cykler selv frem og tilbage til træningerne i Bagsværd. Idrætsstudiet har hun måttet opgive men til september er det målsætningen, at hun skal gøre comeback på Syddansk Universitet.
Imorgen rejser hun to en halv uge til Portugal på træningslejr. Det er den første siden ulykken. Men det rører hende ikke.
»Jeg tager blodfortyndende medicin og skal gøre det resten af livet. Hvis det sker igen, så sker det. Uanset hvad kan jeg intet gøre ved det,« siger hun beslutsomt.
»Jeg prøver bare at se frem og glæde mig over, hvor jeg er i dag.«