Sidste fredag blev tre store nej'er til et rungende exit for duoen 'Focther', da Brian Albertsen og datteren Mia sang Labans 'Hvor skal vi sove i nat'. Men måske er den musikalske rejse alligevel ikke helt slut for far og datter.

For efter programmet er der nærmest opstået en Fochter-bølge af støtte til de to. Lige inden programmet oprettede Mia Albertsen en fanside på Facebook, så de mange seere fortsat kan følge med i far og datters sjove udskejelser.

Og hurtigt voksede følgerskaren til over 9000 mennesker, og både Mia og Brian Albertsen har bemærket den store opmærksomhed.

Brian Albertsen forklarer, at han er blevet stoppet af fremmede for at få taget fanbilleder, og at folk endda råber 'X Factor' efter ham på gaden.

»Det er selvfølgelig, fordi vi er så dårlige,« griner han. Det er Mia Albertsen enig med sin far i.

»Nej, jeg vil i hvert fald ikke sige, at vi synger godt,« siger hun og forklarer, at mange også har skrevet til dem på Facebooksiden.

»Der er rigtig mange, der skriver ’hold kæft, det var genialt. I er så sjove og søde. Så er der selvfølgelig også dem, der siger ’I er så pissedårlige, at det er underholdende’,« fortæller Mia Albertsen til BT.

Heldigvis kan de fleste se humoren i 'Fochters' audition.

'Tager I ud og synger til fester? Vi skal have kobberbryllup snart og vil gerne engagere jer,' skriver John Lystrup.

'I har jo en genial humor. synes det er dejligt at se folk tør at give den gas og være sig selv, uanset hvordan det lyder, det mangler vi i den perfekte verden. Havde jeg været dommer havde i fået et ja. Kæmpe high five herfra. Overvejer i at begynde at optræde ? Tænker der er gode muligheder hvis i kan flere sange,' skriver Kasper Sørensen.

Mia og Brian Albertsen deltog også mest for underholdningens skyld. Egentlig var det Mia Albertsen, der tog fusen på sin far og meldte dem til auditions i al hemmelighed.

»En dag sendte hun bare bekræftelsen, men jeg troede ikke rigtig på det, før der pludselig kom en mail fra X Factor holdet. Det havde jeg ikke lige regnet med,« forklarer Brian Albertsen, som er helt sikker på, at datteren meldte dem til for at drille ham for alle de tidligere sæsoner af X Factor, hvor han har pralet med, at han da ville nå meget længere i programmet, hvis han stillede op.

Brian og Mia Albertsen har et meget venskabeligt og drillende forhold til hinanden, fortæller Mia Albertsen til BT.

»Vi joker med alle mulige ting. Vi går i fitness sammen og laver sjov, når vi træner, og så synger vi hele tiden,« forklarer hun.

En anden ting, som far og datter har tilfælles på trods af en stor aldersforskel, er den sang, de udførte til audition - nemlig Labans nummer 'Hvor skal vi sove i nat'. Et nummer som ifølge dommeren Mette Lindberg var en smule upassende at synge sammen for en far og datter. Men det var også bare fis og ballade, forklarer Brian Albertsen.

»Det var i hvert fald ikke for at støde nogen, men vi valgte sangen, fordi den pludselig kom på anlægget en dag, hvor der bare kørte musik i baggrunden. Og pludselig sagde Mia, 'den kender jeg, for den har vi festet til.' Og det var jo meget sjovt, for det havde jeg jo også i min ungdom, og så blev det den,« forklarer Brian Albertsen.

Hvis man er fan af 'Fochter' - som i øvrigt er en sammenskrivning af ordet 'far' og det tyske ord 'Tochter' (datter), så er der godt nyt.

Mia Albertsen har nemlig planer om, at hun og faderen skal indspille 'Hvor skal vi sove i nat' og filme en musikvideo til.

Følg med i X Factor fredage på DR1.

Se klippet med 'Fochter' herunder.