Røde Kors-folk frigivet fra belejret hovedkvarter
Røde Kors-folk frigivet fra belejret hovedkvarter
Røde Kors-folk frigivet fra belejret hovedkvarter
33 ud af 37 ansatte, der i næsten et døgn havde været indespærret i Det Internationale Røde Kors' (ICRC) hovedkvarter i den colombianske hovedstad Bogotá, blev tidligt i morges frigivet.
Omkring 100 bønder, der er blevet gjort hjemløse af borgerkrigen i Colombia, tog i går kontrollen over hovedkvarteret.
Fire ansatte var her til morgen fortsat i bygningen sammen med chef de mission, Rolin Wavre, sagde en anonym talsmand.
På et pressemøde tidligere på dagen sagde Wavre, at ICRC havde suspenderet al aktivitet i Colombia, at det er op til den colombianske regering at løse situationen, idet ICRC er en neutral humanitær organisation.
Ved 14-tiden i går dansk tid knuste bønderne Røde Kors-kvarterets indgangsdør, inden omkring 100 mennesker indledte en sit-in strejke.
De kræver, at ministre vil mødes med dem, og at hver familie får omkring 15 mio. pesos (ca. 59.000 kr.), så de kan starte egen virksomhed og derved forsørge sig selv.
Borgerkrigen i Colombia har krævet flere end 120.000 dødsfald siden 1964 og sendt omkring 1,7 millioner colombianere på flugt.