4,5 mia. kr. til flere asylansøgere er et problem for både rød og blå blok
Udgiften på 4,5 mia. til flere flygtninge er et kæmpe problem for finansminister Bjarne Corydon, der er i fuld gang med den sidste finanslovsaftale inden valget.
Udfgiften er et problem, hvad enten han vil lave en finanslov med rød eller blå blok.
Rød blok kan blive nødt til at sluge en besparelse på 2,5 mia. kr. på ulandsbistanden - bl.a. på verdens fattigste kontinent Afrika. Det bryder de sig slet ikke om. Og i blå blok har Venstre & Co. ikke lyst til at hjælpe regeringen med at finansiere udgiften overhovedet.
- Vi har meget svært ved at se, hvorfor vi skal hjælpe med at finde penge til at finansiere en milliardregning for regeringens udlændingepolitik. Vi ville ikke have de udgifter, hvis vi bestemte, for så kom der færre flygtninge, og lempelserne blev rullet tilbage, siger Venstres Karsten Lauritzen.
Dagpengene er det store problem for rød blok. SF og Enhedslisten kræver lempelser, og Bjarne Corydon har for længst sagt, han hverken er til at hugge eller stikke i. Men SF og Enhedslisten har ikke opgivet håbet, siger SFs formand Pia Olsen Dyhr.
Forsøger at finde en vej
- Vi forhandler på livet løs. Men regeringen afviser blankt forbedringer på dagpengeområdet og nægter at rykke sig på ulandsbistanden. Det gør det ikke nemt, når regeringen står så ultimativt. Vi forsøger at finde veje frem. Men det skal begge parter jo som bekendt være klar på, hvis der skal opnås en aftale, siger Pia Olsen Dyhr.
Corydon har 2,5 mia. kr. liggende klar i en gavebod til de røde i form af såkaldte ’velfærdsforbedringer’. Men det bliver kompliceret af, at det bliver kædet sammen med asyl-milliarderne. Hvis SF og EL ikke vil være med til at finde besparelsen på ulandsbistanden, så skal de anvise anden finansiering. Det kan i princippet også komme til at ramme puljen til velfærdsforbedringer. Enhedslisten vil hellere finde pengene ved at rulle erhvervsskattelettelser tilbage eller kigge på skat på finansielle transaktioner.
De fleste vurderer, det ender med en rød aftale denne gang. Det er også det, Bjarne Corydon i første omgang går efter. Men hvis Enhedslisten og SF bliver helt umulige at danse med, så kan Corydon også lave en blå aftale.
Løkke i arbejdstøjet
Og vil Lars Løkke Rasmussen så hjælpe regeringen så kort tid før et valg? Ja, for det er stadig en fordel for ham at vise, at han er i arbejdstøjet - og at det er ham, man må komme rendende til, når de ikke kan finde ud af det sammen i rød blok.
Venstres største ønske er at genindføre bolig-job-ordningen, der giver mulighed for fradrag af udgifter til arbejdsløn i forbindelse med service eller vedligeholdelse af din bolig eller sommerhus. Men Lars Løkke kan også have en interesse i ikke at hjælpe regeringen, hvis det ser så slemt ud, at det kan udløse et valg, mener BTs politiske kommentator Søs Marie Serup.
- Det tegner til at blive et både spændende og dramatisk forhandlingsforløb om finansloven i år. Det kan ende med et forlig til begge sider, og det ved alle parter. Det giver finansministeren gode kort på hånden, men han er også presset af, at en valgdato nærmer sig, siger Søs Marie Serup og fortsætter:
- På punkter som investeringer i velfærd og øget fradrag for fagforeningskontingent vil regeringen med fordel kunne lave forlig med SF og Enhedslisten. Mens Corydon vil kunne lave aftale om asylpolitikken og vækstpakker for erhvervslivet med de blå. De finanslove, regeringen har lavet indtil nu, har været lilla med elementer af både rød og blå. Jeg forventer, at man uanset hvad vil lande på en klarere rød tone denne gang.
Svær nød at knække
Lars Trier Mogensen, politisk kommentator på Radio 24syv, siger:
- Det er en meget svær nød at knække. Enhedslisten skal have rigtige indrømmelser lige før et valg, og besparelserne på ulandsbistanden er meget svære at få igennem hovedbestyrelsen. Enhedslisten håber på at få noget på kontanthjælp. SF har også brug for at vise resultater, ellers fremstår de som dem, der ikke kunne få noget igennem hverken inden for regeringen eller udenfor.
- Lars Løkke kan sagtens få noget ud af at lave forlig med regeringen. Men spørgsmålet er, om det ikke kunne få Enhedslisten til at stille et mistillidsvotum og udløse et valg. De mister også tilslutning og ville have fordel af et hurtigt valg. Men det ville blive et mareridt for Socialdemokraterne, siger Lars Trier Mogensen.
Læser du på mobil? Tryk HER og sammenlign 'den blå' og 'den røde' finanslov