I 33 år gnavede en orm Ronald Skov mave. Ormen ville vide, hvordan hans tre søskende havde det. Men da svaret kom, var det ikke helt, hvad Ronald havde håbet på.
Spændingen var næsten ikke til at holde ud for 74-årige Ronald Skov, da han sammen med sin kone og DR-værten Lillian Gjærulf Kretz stod og ventede på den sorte bil, der måske havde hans bror Arne med til et forsoningsmøde. I 33 år havde de to søskende ikke rigtig haft kontakt:
- Der var altid noget fnidder-fnadder mellem os søskende. Og så blev det værre, da mine forældre døde. Der var rygtedannelse og løgne. Der var alt for meget bagtalelse, fortæller Ronald Skov, der derfor var meget spændt, da han i DR-progammet 'Rod i familien', som blev sendt i aftes, ventede på den sorte bil.
- Jeg lidt ude af den. Der havde jeg ikke helt styr på det, fortæller Ronald Skov , da BT møder ham i parcelhuset i Mørkhøj uden for København, om de pinefulde minutter. Men heldigvis kunne han ånde lettet op. Lillebror Arne havde nemlig valgt at sige ja til at møde sin storebror.
- Det var dejligt. Det var befriende. Det var et skridt i den rigtige retning. Det var skønt at se ham, selv om han var lidt tynd, siger Ronald og tilføjer, at han var blevet meget ked af det, hvis Arne ikke var dukket op.
Men selv om Ronald glæder sig over, at han nu har fået genskabt kontakten med Arne, så ærgrer han sig over, at det ikke lykkedes at få et forhold til sine to søstre. Den ene lillesøster, Ulla, døde nemlig fire måneder, inden Ronald forsøgte at række en forsonende hånd ud i DR-programmet, mens hans anden lillesøster Laila ikke har haft lyst til at mødes med ham.
- Jeg har det lidt ambivalent i forhold til min lillesøster. Men jeg kunne godt tænke mig at møde hende over et stykke smørrebrød og en bajer en dag. Jeg skal bare have taget mig sammen og ringe til hende, siger Ronald Skov.
