Rockere på kontanthjælp skylder millioner i skat
SKAT udnyttede retssag om drabsforsøg til at knalde Bandidos-sympatisører
SKAT udnyttede retssag om drabsforsøg til at knalde Bandidos-sympatisører
Effektiv indsats afdækker 79 Bandidos-sympatisørers økonomiske forhold.
79 tilhængere af rockerklubben Bandidos gav trofast udtryk for deres sympati, da en sag om forsøg på manddrab i sidste uge blev behandlet ved Retten i Roskilde.
- Der er tale om overvejende unge mennesker primært fra Sjælland, men også folk fra Esbjerg, Odense og Vesthimmerlang kom for at vise deres sympati med de to, der nu er dømt, siger Vagn Pedersen, der er afdelingsleder i Skats bandeenhed.
Han er ikke overrasket over tallene og fortæller supplerende, at en stor del af rockernes gæld stammer oparbejdet under andre retssager.
- Vi ser et billede af manglende respekt for de offentlige myndigheder. Det virker som om, at mange af dem er helt ligeglade, når de får en rudekuvert, siger Vagn Pedersen til BT.
Foran retsbygningen tjekkede Politiet og Skat også de biler, som rockersympatisørerne var kommet i, ligesom 5.000 kr i kontanter blev beslaglagt.
- Vi er meget glade for det samarbejde, som vi har med politiet. I dette tilfælde var de klar over, at der ville komme en del for at vise deres sympati, og så bad de os om at være til stede. Men mens vi var der, da holdt vi lav profil, siger Vagn Pedersen.
Sagen kort
De to mænd blev dømt for, at de 27. april sidste år skal have affyret mindst seks skud mod en sort BMW på Søndre Viaduktvej i Køge. Selv kørte de i en mørk Audi.
Ingen af skuddene ramte dog de to unge mænd i BMW'en, som lavede en U-vending og i høj fart forsvandt fra stedet.
Føreren af den beskudte BMW var tilknyttet bandegruperingen Black Cobra - men trods det blev de to ikke dømt efter bandelovgivningens skærpende paragraffer.