En 38-årig Hells Angels-rocker fra Randers og 37-årig mand med tilknytning til klubben skal tilbringe de næste tre uger bag tremmer.
Mændene er onsdag blevet varetægtsfængslet i forbindelse med et stort narkofund, som blev gjort af politiet i Randers 31. oktober. På et tip fra en borger fandt man 50 kilo amfetamin, 30 kilo hash samt 18 kilo rohypnoler, svarende til tusindvis af piller.
Af hensyn til den videre efterforskning foregik onsdagens grundlovsforhør bag lukkede døre, og politiet vil på nuværende tidspunkt ikke oplyse yderligere i sagen.
I forbindelse med anholdelserne tirsdag formiddag blev flere adresser i Randers ransaget, heriblandt Hells Angels-klubhuset. Her blev der blandt andet fundet omkring 100 gram amfetamin, som en 30-årig mand har erkendt tilhører ham. Politiet overvejer nu, om han også skal fremstilles i grundlovsforhør.
En 41-årig mand sidder i forvejen varetægtsfængslet i forbindelse med det store narkofund.