Rock Under Broen lukker
Efter 24 år er det slut med Fyns største endagsfestival, Rock Under Broen i Middelfart. To år med dårligt vejr blev for meget for festivalen.
Efter 24 år er det slut med Fyns største endagsfestival, Rock Under Broen i Middelfart. To år med dårligt vejr blev for meget for festivalen.
Med en samlet gæld på 3,4 millioner kroner og manglende tro på fremtiden gik bestyrelsen bag Fyns største endagsfestival, Rock Under Broen i Middelfart, fredag til sine kreditorer med beskeden om, at foreningen har nedlagt sig selv. Det skriver Fyens Stiftstidende.
To katastrofeår med regn og deraf følgende svigtende billetsalg knækkede festivalen efter den 24. udgave, der blev afholdt 9. juni.
- Vejret har ødelagt det for os. Vi var foran på billetsalget indtil onsdagen før festivalen. Så lovede vejrudsigten heldagsregn lørdag, og vi solgte stort set ikke flere billetter, fortæller Rock Under Broens nu afgåede formand, Paw Jacobsen, til Fyens Stiftstidende.
Tirsdag besluttede bestyrelsen at opgive at føre festivalen videre. Derefter gik turen til Middelfart-advokat Poul Jensen-Dahm, som nu forsøger at få de 72 kreditorer til at acceptere en akkord, hvor kreditorerne får omkring 20 procent af deres tilgodehavende.
Lukningen er lig et farvel til den største årligt tilbagevendende begivenhed i Middelfart. Og et regulært guldæg for den lokale fodboldklub, MG&BK. Gennem 24 år har Rock Under Broen årligt kastet otte-ti millioner kroner af sig til fodboldklubben.
- Vi er sat i verden for at skabe et overskud til MG&BKs aktiviteter. Med det underskud, vi har bygget op gennem de sidste to år, ser vi os ikke i stand til at leve op til vores primære formålsparagraf - hverken på kort eller langt sigt, siger formand Paw Jacobsen.
BNB