13-årige Robert tog livet af sig selv efter mobning. Nu taler familien for første gang ud om tragedien

Der er gået næsten fem år siden den dag i juni, hvor 13-årige Robert Nolsøe Larsen fra Tuse Næs ved Holbæk begik selvmord efter at have været udsat for massiv mobng fra en gruppe elever på sin skole. Nu fortæller Roberts morbror i et nyt program på TV2, hvor meget det tragiske dødsfald har påvirket Roberts familie.

Robert var en køn, lyslokket dreng med smut i de blå øjne og altid med et smil på læben. Men bag det glade smil gemte han på en dagligdag på Udby Skole, der var fyldt med mobning, grove drillerier og ydmygelser fra en gruppe elever på skolen.

Til sidst var de daglige ydmygelser så slemme, at Robert valgte den løsning, som alle forældre frygter allermest skal hænde deres børn. Døden. Robert hængte sig i sit hjem, hvor han boede sammen med sin mor.

- ’Det har taget min søster et år, ja mere, bare at kunne tåle at se et billede af sin dreng’, fortæller morbroderen om Roberts efterladte mor, som han boede alene sammen med på et nedlagt landbrug i landsbyen Kisserup på Tuse Næs to kilometer fra Udby Skole.

I programmet er der flere billeder af glad Robert, der smiler trygt og glad i familiens skød. Ved det blotte øje ligner han enhver jævnaldrende Efter dansk dreng anno 2009. Men bag den glade facade lurede de mørke tanker om at slippe fri fra mobningen for evigt. Roberts familie er fem år efter hans tragiske beslutning stadig sønderknust.

- Efter sådan noget, der lever man ikke. Man overlever, som morbroderen formulerer det.

For ingen i Roberts familie var klar over, hvor svært han i virkeligheden havde det, mens han stadig var i live. Dét og især hvor hårdt det har været for den dybt ulykkelige drengs familie i årene efter selvmordet, fortæller Roberts morbror, Karsten med bævende læber og tårer i øjnene, om i ’Mobbet’ det første af to programmer om mobning, der bliver sendt på tirsdag på TV2.

Her får man indblik i, hvor dybt det tærer på hele familien, når et barn bliver mobbet. For Roberts ulykkelige families vedkommende, har mobningen af ham sat sig dybe spor, der stadig er lige så dybe, som da Roberts kiste blev båret ud af kirken en regnfuld dag i juni 2009. Her blev han stedt til hvile ved siden af sin morfar. Det havde Robert selv ønsket, fordi han syntes, det var synd morfaderen lå alene.

Robert var diagnosticeret med Aspergers Syndrom og ADHD. På grund af sin lidelse kunne han ikke tåle, at andre kom tæt på ham fysisk. Hvis det skete, blev han meget vred. Det havde hans plageånder fundet ud af. Alligevel skjulte Robert mobningen for sin mor, og resten af familien. Derfor vidste de intet om, hvordan Roberts dagligdag i skolen var. Derhjemme var den plagede dreng nemlig lutter smil og solskin.

- Robert var altid glad. Det var altid mig, der blev ’slåsonklen’, fordi han ikke havde sin far i nærheden, fortæller morbroren i programmet.

Men det var Robert ikke. Det vidner hans død for egen hånd om.