Robbie Williams’ musik var vanen tro sjældent mere end middelmådig, men manden reddede i Parken – ligeledes vanen tro - æren takket være sin betragtelige charme og eminente evner som entertainer.

Fra det øjeblik Robbie Williams klokken 21.30 lader sig sænke ned på scenen fra en 30 meter høj forgyldt figur af – no surprise! – ham selv, er der ingen tvivl om, hvad en Robbie koncert handler om.

Den handler om én lang hyldest til ham selv! Og det gør faktisk ikke det fjerneste, for manden er fremdeles – hér lige godt syv år efter han sidst som solist stod på en dansk scene – en eminent entertainer.

Fra det øjeblik koncerten lægger fra land med den selvforklarende programerklæring ”Let Me Entertain You” fulgt op af ”Monsoon” og ”Not Like The Others” slikker 45.000 mennesker lydigt lyden af livets lethed fra Williams’ svedige håndflade. Og der er således ingen grund til at betvivle hverken oprigtighed eller sandhedsværdi i Robbies indledende svada:

”Allow me to introduce myself: I am Robbie FUCKING Williams, you are Copen-FUCKINGhagen… and tonight your ass is mine!”

Intet tydede på at nogen af de tilstedeværende havde noget imod at blive taget ved røven af Robbie Williams og da slet ikke den betragtelige kvindelige del af publikum. Men selv som mand og erklæret heteroseksuel kan man nu godt forstå, hvorfor netop Robbie Williams forårsager ikke så få letfærdige løft i lingeriet hos det andet køn.

For årsagen til, at manden slipper fint af sted med sin skamløse selvforherligelse, er jo, at Robbie Williams givetvis ville kunne charme nøglen til kyskhedsbæltet ud af selv den mest bornerte klosterfrøken. Og når den 39-årige knægt så tilmed krydrer charmen med klædelig selvironi og en attitude, som formeligen skriger ud til publikum ”Kom nu, mand! Det hér er jo for fanden bare en fest!”… ja, så er Robbie faktisk tæt på uimodståelig.

Det er selvfølgelig også derfor, at spørgsmålet ”Danmark! Er jeg stadig jeres søn!? Vil I stadig gerne have mig!?”, som bliver stillet lige før ”Come Undone”, bliver besvaret med et ”JA!”, som kan høres adskillige pastorater væk.

Ærligt talt er Robbie Williams’ sange – fraset nogle få – i bedste fald middelmådig metervare-pop, men det siger – igen! – alt om mandens evner på en scene, at det ser selv en forbenet rock’n’roller som jeg sgu’ stort på sådan en aften. Simpelthen fordi det festfyrværkeri af totalteater, tosserier og glæde ved ”bare” at skabe en forrygende fest, som Robbie Williams live er, er næsten konstant og noget så forbandet underholdende.

Så får det være at ”Monsoon”, ”Sin Sin Sin” og den faktisk ikke uefne rocker ”Gospel” ikke er stor kunst, for de benhårde beats og børnesangs-simple harmonier er både bund og baggrund nok, når ambitionen dybest blot er underholdning.

Selv om man godt kunne ønske sig, at Robbie Williams i højere grad levede sit Las Vegas gén ud, som han gør det i den messingbårne og pænt swingende ”Me And My Monkey” – mere af det, Robbie; det er du faktisk rigtig god til – du kunne snildt udskifte mere bøvede discomomenter med mere af den slags.

Parken dertil i dén grad en fornøjelse at opleve én af de få, som virkelig evner så selvsikkert at spille et stadion op, så jeg godt tør påstå, at der ikke har været ret mange til sted, som IKKE følte, at de både var mere end velkomne og i den grad en del af Robbies fest denne aften.

Bare spørg hvor som helst i den dansehal, Parken blev forvandlet til, da ”Rock DJ” skød op under den lune sommerhimmel som sidste nummer før ekstranumrene.

Og så? Ja, så kom selvsagt de oplagte sing-along showstoppere til sidst – først ”Feel”, så ”She’s The One” og sluttelig selvfølgelig ”Angels”, og de forvandlede alle Parken til et stjernetæppe af mobiltelefon-displays (jeg har læst mig til, at det dér med lightere bare er SÅ sidste årtusinde).

Såre smukt var det dog, og ’Angels’ var sgu’ en ganske rørende afslutning på endnu en fin aften med en Robbie Williams, som kunne tage hjem på D’Angleterre i tryg forvisning om, at Danmark stadig elsker ham. Og det også i dén grad!

ROBBIE WILLIAMS, Parken (fire stjerner ud af seks mulige)

Du kan læse hele bt.dk's LIVE-dækning ved at klikke HER