Riza Durmisi havde en stor aktie i Betis’ flotte uafgjorte resultat mod Barcelona.

Den danske venstreback stod for det hjørnespark, der i midten af anden halvleg førte til hjemmeholdets føringsmål, og Betis var kun få minutter fra sejren, da Lionel Messi spillede Luis Suárez fri til slutresultatet 1-1.

»Den skulle bare til forreste stolpe, og så håbede jeg på det bedste. Det var fedt at opleve, for det var mod Barcelona, og vi havde fuldt hus på stadion. Jeg synes, vi fik matchet Barcelona på mange parametre, og hvis man kigger på chancerne inden deres udligning, har vi en på stolpen, en på overliggeren og en friløber, så jeg føler lige nu, at vi tabte to point,« siger Riza Durmisi til BT, inden han anerkender, at Barcelona også havde sine chancer i kampen.

Blandt andet fik Jordi Alba bolden sendt i mål, men scoringen blev fejlagtigt annulleret. 

{embedded type="node/" id="50003155"}

»Jeg har ikke set de situationer, som måske kunne være kampafgørende i Barcelonas favør, men heldigvis er der andre til at tage de beslutninger. Nu når vi står her efter kampen, er jeg selvfølgelig utrolig ærgerlig over, at vi ikke vandt, for det var meget tæt på, at vi kunne give vores fans en stor sejr.  Men vi skal huske på, at vi stadig er ubesejrede på hjemmebane under Victor Sánchez,« siger Riza Durmisi og tilføjer om kampen og sin egne præstationer i Betis-trøjen:

»Jeg er utrolig stolt over, at vi næsten kunne tage sejren, samtidig med at jeg fik vist en del af mine offensive forcer mod et af verdens bedste hold. Så jeg fik konstateret, at min udvikling går den rette vej, og at jeg tager de rigtige step hele tiden.«

Durmisi fik sin La Liga-debut i august mod netop FC Barcelona, som vandt 6-2. Også derfor var det uafgjorte resultat et skridt i den rigtige retning.

»I de første kampe skulle jeg vænne mig til tempoet i La Liga, men i og med at jeg har spillet flere kampe med holdkammerater, er relationerne mellem os blevet bedre, og det medfører, at jeg kan skabe endnu mere offensivt og være mere kampafgørende. De seneste kampe har jeg skudt mere på mål, og nu skal jeg bare få hul på bylden,« siger Durmisi, der endnu ikke har fået scoret for Betis.