Husker du Aage og Rita fra TV2-dokumentaren om alzheimer? I sommer sov den tidligere lærer ind, mens hans kone holdt ham i hånden.

Huset i Gl. Rye nær Skanderborg er ved at være tømt og pakket ned. For det giver ikke længere mening for hende at bo her blandt de mange minder.

Aage er død. 25. juli 2016 sov hendes mand stille ind, mens hun holdt ham i hånden og sagde, at ’Alt er o.k. Aage– alt er, som det skal være’. En alzheimer-diagnose havde langsomt, men sikkert ædt sig ind på ham.

»Da han tog det sidste åndedrag, stod alting stille. Det er ikke til at forstå, at alting omkring én fortsætter og ikke også går i stå,« siger Rita Knudsen, når hun i dag, syv måneder senere, husker tilbage på den mandag i juli, da alzheimer tog livet af Aage Rasmussen.

En sygdom, der får koncentration, hukommelse og sprogfærdigheder til langsomt at forsvinde, og som til sidst bliver så alvorlig, at den påvirker de områder i hjernen, der styrer vores bevægelser og vejrtrækning, så man dør.

Dokumentaristen Kay Brase har fulgt parret i snart seks år. Fra dengang den tidligere gymnasielærer i matematik var en aktiv mand, der dyrkede sport og kunne tre sprog flydende, til den sidste tid, hvor sygdommen vandt. På torsdag viser TV2 så endnu en dokumentar om parrets ubarmhjertige kamp.

Rita og Aage mødte hinanden tilbage i 2003. De var som ’nyforelskede teenagere’, har Rita Knudsen tidligere fortalt til BT. De rejste sammen, gik lange ture, dansede og i det hele taget bare nød hinandens selskab. Men lykken varede kort.

Stresssymptomer, som Rita Knudsen ellers havde slået hen som noget forbigående, tog til omkring 2006. Den ellers så skarpe matematiklærer fik svært ved hovedregning. Kort før parrets bryllup i 2008 fik han den nedslående diagnose: Han havde alzheimer i en alder af bare 56 år.

Rita Knudsen valgte at gifte sig og blive ved sin mands side, selvom de begge vidste, at Aage Rasmussen langsomt ville få det værre. Fremtiden forsøgte især Aage at fortrænge, fortæller Rita Knudsen:

»Jeg har taget mange svære beslutninger undervejs. Den sværeste var nok, da han i 2013 skulle på plejehjem. For på en måde kan man godt føle, at man har magten over et andet menneskes liv, og det gør det endnu værre og vigtigt, at man er sikker på, at det er den rigtige beslutning. Men desværre var det ikke noget, Aage ville tale om, da han stadig var sig selv,« siger Rita Knudsen.

»Jeg ville jo gerne være hans hustru i stedet for hans plejer, dermed ikke sagt at jeg ikke har skiftet ble på ham, men jeg føler, jeg har været i stand til at give ham et mere normalt liv ved at tage den beslutning. Jeg kunne tage ud på plejehjemmet og være glad,« siger hun.

En anden svær beslutning, som hun har stået overfor, er stadig ganske frisk i erindringen. I foråret 2016 gik Aage Rasmussen tilstand fra slem til værre. Han fik svært ved at tygge og synke sin mad og var knapt vågen i løbet af et døgn. Fordi personalet var bange for, at han skulle få sin mad galt i halsen, bad de Rita om at beslutte om han skulle have sondemad og livsforlængende medicin.

»Hvis jeg besluttede, at han skulle have det, så var det udelukkende for min egen skyld. Jeg synes ikke, at hans liv var værdigt, og at han havde det liv, han gerne ville have haft,« siger Rita Knudsen, der i samråd med Aages voksne døtre fra et tidligere forhold besluttede, at han ikke skulle have hverken sondemad eller livsforlængende medicin.

Lang og ensom proces

Ifølge Rita Knudsen har forløbet med alzheimer været en ’lang, sej og ensom proces’:

»Jeg har på mange måder været meget alene i det, alting har drejet sig om Aage, og at han skulle have det godt. Han er altid kommet i første række, og på den måde har jeg måske taget for meget hensyn til ham i stedet for til mig selv og min familie. Jeg skulle nok have prioriteret mine egne børn og børnebørn, som jeg har været der for lidt for,« siger Rita Knudsen, der har to voksne børn, en datter og en søn, samt fire børnebørn.

Den nu 64-årige kvinde beskriver tiden, hun befinder sig i nu, som et ’tomrum’.

»Det er ikke fordi, jeg ikke er god til at fylde min tid ud. Jeg laver f.eks. mange ting med mine veninder. Men jeg savner at tage ud til ham, mærke ham og give ham et kys. Flere gange, når jeg har været ude at køre, har jeg måttet tage mig selv i, at jeg ikke bare kan slå et smut forbi plejehjemmet, for så kommer jeg i tanke om, at han jo ikke længere er der. Men omvendt er det også en lettelse, både for mig og for ham, at han ikke længere er her,« siger hun.