En forsker fra Afdeling for Nuklear Sikkerhedsforskning på Risø afviser fuldstændig, at der skulle være nogen miljøfare ved en gigantisk, radioaktiv dam ved Estlands Østersø-kyst.

Det er fagbladet Ingeniøren, som under overskriften "Radioaktiv katastrofe truer Østersøen", beretter om affaldslageret, der er i fare for at revne og lække blandt andet 1200 ton uran og 600 ton thorium til Østersøen. Lageret skyldes en tidligere sovjetisk atomfabrik ved byen Sillamäe, som gennem flere årtier har bearbejdet uran til brug i sovjetiske atomvåben. Produktionen stoppede i 1990.

Men ifølge programleder Sven Nielsen fra Forskningscenter Risø er der intet at være bekymret over.

- Et dæmningsbrud vil højst give anledning til lidt forhøjet naturlig radioaktivitet inden for nogle hundrede meter fra udløbet. Bladets artikel er nærmest på Ekstra Blads-niveau, og jeg skammer mig over at være ingeniør, når jeg læser den slags, siger Sven Nielsen til Ritzau.

/ritzau/