Uenigheden mellem Klaus Riskær Pedersen og Uffe Elbæk stikker tilsyneladende dybere end først antaget.

De to ser ikke kun forskelligt på, om man som kendt automatisk er diskvalificeret til at stille for Alternativet. Det mener Uffe Elbæk, og det var med den begrundelse han i sidste uge afvise at godkende, at Riskær kan stille op.

Men de ser også forskelligt på dele af Alternativets politik, som Riskær mener lugter lidt for meget af »peace and love« og som efter hans mening derfor på visse områder mangler en tydelig forbindelse til virkeligheden.

»Jeg vil gerne give partiprogrammet et lille twist af business. Som programmet ser ud nu, bliver det svært. Man skal ikke bare have et alternativ. Det skal være troværdigt, og man skal kunne fortælle, hvordan man når frem til målet. Programmet har nogle gode forhåbninger, men er ikke præcist nok,« siger Klaus Riskær Pedersen.

Hvis han bliver opstillet i Folketinget, vil han arbejdet for at Alternativet kommer med et bud på et helt nyt skattesystem. Han mener ikke det er nok at skrive, at det gamle system skal skrottes, når man ikke kan forklare hvordan man opbygger et nyt. Riskær mener selv, at han med sin baggrund som finansmand har en erfaring og indsigt, der kan komme det ny parti til gode.

»Det er det samme med forslaget om borgerløn. Jeg mener ikke det er nogen god idé. Da er det altså gået lidt for hurtigt. Hvis man giver alle 5-10.000 kr. om måneden for ikke at lave noget, ved vi godt hvordan det ender. Det går ikke. Jeg har selv været venstreorienteret engang, og jeg får et smil på læben, når jeg læser nogle af de ting, de skriver,« siger Riskær.

Uffe Elbæk har begrundet sit afslag til Riskær med, at han for det første er for kendt, og for det andet ikke har været med fra starten. Riskær køber hverken det ene eller det andet argument. Derfor besluttede han i weekenden, at han alligevel vil tilbyde sig som kandidat, hvis Alternativets græsrødder vil have ham.

»Jeg synes vælgerne skal have mulighed for at tage stilling til den kritik, der er rejst imod mig. Om jeg er belastet af den. Jeg må lige rette en ting: Uffe sagde ikke at det var en dårlig ide at stille op. Det kan jeg sagtens. Han vil bare ikke anbefale det. Men Alternativet har et netværksdemokrati, og han har ikke nogen indflydelse på, om jeg kan stille op. Jeg føler bare, at hans argumenter om, at jeg er kendt og at jeg kommer for sent, ikke er gode nok. Altså, Uffe. Det er en ommer. Det er ikke godt nok. Han kan sige at jeg er dum, eller at han ikke tror på mine politiske ideer. Men ikke at jeg er for kendt. I min verden er det en ommer,« siger Riskær.

Hvad mener du om, at Uffe Elbæk har stemt sammen med Enhedslisten ved 90 pct. af afstemningerne i Folketinget?

»Det kan blive et problem, hvis man efterlader det indtryk ude i befolkningen, at Alternativet er en del af en uregerlig venstrefløj. Man kan ikke vinde valg på peace and love og sunde fødevarer. Programmet kræver en opstramning,« siger han.

Man har taget elementer fra Enhedslisten, De Radikale og fra Liberal Alliance, og det er ikke tydeligt nok, hvor man vil hen.

»Det politiske grundlag man har nu er en fejlkorrigeret version af Liberal Alliance. Men Liberal Alliance er fyldt med fejl. Mange unge stemmer på dem, men de har hverken noget politisk projekt eller nogen politisk vision,« siger Riskær.

Han mener selv, at han har gode muligheder for at snuppe et mandat, hvis Alternativet vil opstille ham i Københavns Omegns Storkreds. Det skyldes ikke mindst, at partiet har sideordnet opstilling.

»Så kan folk give mig et personligt kryds, og hvis jeg får 4-5.000 personlige stemmer, burde jeg have en god chance, siger Riskær.