Det er svært at blive klog på, om jetsetter og iværksætter, Klaus Riskær, er god for millioner eller ej. Men uanset hvad kommer det ikke hans eks-kæreste til gode, selv om hun venter hans barn, bekræftes af begge kommende forældre.
Du får ikke en krone.
Så kontant lyder pengemanden Klaus Riskærs udmelding til sin 29-årige eks-kæreste Laura Petersen, der er gravid i tredje måned med hans barn.
Beskeden er faldet under et møde i denne uge mellem 58-årige Riskær og den knap 30 år yngre Laura, da parret mødtes for første gang i en måned for at diskutere praktiske ting vedrørende Riskærs kommende faderskab.
Det bekræfter både Laura Petersen og Riskær til bt.dk
- Klaus hjælper ikke økonomisk. Det har han ingen interesse i. Jeg havde et møde med ham i forgårs, hvor han gjorde det helt klart, at han ikke kommer til at hjælpe mig på nogen måde. Han vil stadig være venner, men på afstand. Det er jo sådan han er. Rimelig stringent og kontant, lyder det fra Laura Petersen, der læser kandidat på CBS.
Finansmanden Klaus Riskær siger til bt.dk, at han står ved sin holdning.
- Med hensyn til økonomiske og andre forhold vil jeg ikke lade mig afpresse via medierne. Jeg er i denne sag kold overfor, hvad der står i pressen. Det er korrekt, at jeg har meddelt Laura, at hun kan ikke få anden bistand og støtte end den, alle andre single-gravide kan påregne at få efter gældende lovgivning, understreger han og lægger ikke skjul på, at han er godt og grundigt træt af situationen.
Vil se barnet
- Det er tredje gang på en uge, at jeg skal forholde mig til Laura, der udtaler sig til pressen. Til gengæld har jeg også meddelt hende, hvad jeg også har sagt i offentligheden, at for så vidt angår barnet selv, vil jeg vedkende mig faderskabet, og barnet vil kunne få direkte støtte og hjælp som ethvert andet barn, der kommer til sin far. Men det har intet med Laura at gøre, slår han fast.
Men om Riskær er mand nok til at stå ved sit ord, har den vordende mor stadig sine tvivl om.
- Klaus meldte ud, at barnet er mit og mit alene, men at han gerne vil se det, når det er født. Men om han mener det, får vi at se til den tid, lyder det med skepsis fra den kandidatstuderende, der netop er rundet de 29 år.
Da hun blev gravid efter blot tre måneder, besluttede parret sig i fællesskab for at beholde barnet og flytte sammen i hans lejlighed. Derfor kom det, ifølge Lauras forklaring, totalt som et lyn fra en klar himmel, at han kort efter slog op med hende - og nu går ud i medierne og er fortaler for mænds ret til en juridisk abort.
- Det er selvfølgelig chokerende, men det er nok, hvad man kan forvente af ham. Det positive er, at det er lettere at komme mig over ham i forhold til, hvis han nu var sød og engageret. Men han fyrer den af og er allerede sammen med en anden, lyder det fra Laura, der er flyttet tilbage til sin lejlighed på Østerbro, hvor hun forbereder sig på livet som enlig mor til sit første barn.
Enlige mødre-indsamling
At Riskær ikke giver hende en krone, udover det børnebidrag, han ifølge statsamtet skal betale til sit barn, forsøger hun ikke at lade sig tynge af for den ufødte babys skyld.
- Den her situation havde jeg aldrig nogensinde forestillet mig. Men det er vigtigt, at jeg er glad under graviditeten, og jeg prøver at vende det om til noget positivt, at jeg skal være enlig mor. Derfor er jeg i gang med at lancere min egen produktserie ‘Laura Love’, hvor jeg samler ind til enlige mødre og udsatte børn og familier, forklarer Laura, der samtidig er i fuld gang med velgørenhedsarbejde for både Kræftens Bekæmpelse og Røde Kors.
- Og så har jeg den dejligste jyske familie og tætte veninder, så jeg skal nok klare den, tilføjer hun.
At faderen til hendes barn lægger åbenlys afstand til sit endnu ufødte barn, har hun det skidt med at være vidne til.
- Selvfølgelig er jeg skuffet over hans valg, og jeg synes det er ærgerligt at han har valgt den vej, han har valgt. Han har forklaret mig, at han efter fængslet nu vil være fri og leve livet, og at en ny familie og baby bestemt ikke passer ham. Det var bare ikke noget, han gav udtryk for overfor mig tidligere. Gamle drenge har deres legetøj, præcis som unge drenge. Den eneste forskel er prisen, slår hun fast.