Blandt andet udenlandske kreditkort blev misbrugt i omfattende sag om databedrageri i Aarhus. Udvisninger og skærpet fængsel hænger nu i luften.

Databedrageri for halvanden million kroner kan koste tre unge mænd fra Aarhus strenge fængselsdomme. To af dem er desuden i fare for at blive udvist.

Det skriver stiften.dk.

De har ifølge anklagemyndigheden bestilt eller købt rejser i stor stil via Internet - angiveligt til venner og bekendte i indvandrermiljøet - og betalt med hackede kreditkort. I hvert fald tre rejseselskaber og nogle forretninger fik betydelige tab på grund af ulovlighederne, der fandt sted i 2014 og blev afsløret i januar i år.

Skærpet fængselsstraf og udvisning var anklagemyndighedens oplæg, da Retten i Aarhus onsdag tog hul på sagen, som har krævet stor IT-efterforskning og nu kommer til at strække sig over mindst syv hele arbejdsdage i retten.

Senioranklager Charles Corad håber, at sagen kan slutte midt i december. Men det kan komme til at knibe, siger han. Foruden de tiltalte skal afhøres 52 vidner – folk fra rejsebranchen og IT-kyndige sammen med »kunder«, der har aftaget de ulovligt betalte rejser.

Ingen af »kunderne« er dog sigtet i sagen, blev det oplyst. Men de risikerer nok et økonomisk efterspil.

Charles Conrad fik brug for et par ekstra glas vand under sagsforelæggelsen. Det tog ham det meste af en time at læse anklageskiftet op – uden pauser. Der var i alt 75 bedrageriske forhold. 57 rejsebestillinger på hjemmesider tilhørende især Apollo Rejser, Atlantis Rejser og Primo Tours. Alle tre tiltalte holdes ansvarlige. Desuden er der en stribe andre indkøb, som kun de to er tiltalt for. F. eks. masser af gavekort til en biograf, fodboldbilletter og flybilletter.

Udbyttelisten gik lige fra underbukse-indkøb for 1000 kroner til en samlet bestilling af Bangkok-rejser for godt 74.000 kr.

Måske bagmand i Gaza

Foruden de tre tiltalte er to mand mere involveret i sagen. En fjerdemand, som politiet ikke kunnet anholde. Han er forsvundet fra et asylcenter og formodes at være i Gaza. Han er muligvis bagmanden, der har skaffet de hackede kreditkortoplysninger til brug i Aarhus. Det blev oplyst i retten, at det ikke har været muligt at få ham udleveret til retsforfølgelse i Danmark. Men for alle tilfældes skyld har han fået tilkendt en beskikket dansk forsvarer, der følger sagen.

En lillebror til en af de tre tiltalte har åbenbart indrømmet sin medskyld, og han får sin dom efter en kort tilståelsessag. Senere skal han vidne mod kammeraterne.

Forsøg straffes også

Sagen giver indblik i hackernes verden. IT-kriminelle udveksler åbenbart på verdensplan eksakte personlige kreditkortoplysninger – navn, kortnummer, udløbsdato og kontrolcifre – oplysninger, som er skaffet ulovligt. Med disse oplysninger kan forbryderne gå ind på nethandelens hjemmesider og købe ind – herunder rejser – på en fuldkommen sagesløs kreditkortejers konto.

Faktisk kan ejeren have sit kort i tegnebogen uden at ane, at kortets oplysninger er blevet hacket. Nogle af de misbrugte kort i Aarhus-sagen stammer fra England, Mexico og Australien.

Helt så nemt går det dog ikke altid. Der er masser af sikkerhedssystemer. Kortet kan være stoppet, fordi det allerede er misbrugt. Eller handelens afslutning forudsætter f.eks., at kunden kan indtaster en kode, som kortselskabet sender til ejerens mobiltelefon lige nu og her.

I den aktuelle sag blev der bestilt rejser for i alt 1.450.000 kroner, men rejserne for de 392.000 kr. blev afvist eller annulleret af rejseselskaberne. Så rejsebedrageriet beløb sig til 1.058 .000 kr. Dertil skal så medregnes de øvrige ulovlige indkøb, så bedrageriet løber i alt op i 1.540.000 kr.

Anklageren oplyser, at der ifølge praksis straffes både for de gennemførte databedragerier og de mislykkede forsøg. Her er ingen rabat.