Bilister risikerer bøde, hvis pladerne ikke er fastgjort efter forskrifterne.
40 pct. af alle danske bilister svarende til ca. en mio. personer har ifølge Applus Bilsyn endnu ikke fået deres nummerplader sikret med tyveri efter seneste forskrifter, der træder i kraft fra midten af november. Er fastspændingen ikke udført inden da, risikerer bilejerne bøder.
»I februar tilbyder vi gratis kontrol af nummerpladerne i vore godt 130 synshaller. Efterfølgende tilbyder vi at udføre arbejdet mod betaling,« siger adm. direktør hos Applus Bilsyn, Per V. Rasmussen.
Prisen inkl. materialer er 200/250 kr. med/uden tidsbestilling. Kunden kan også vælge en »sikringspakke« fra Applus Bilsyn med skruer, vejledning m.m. til 99 kr..
Hos FDMs testcentre koster det for medlemmer 200 kr. at få pladerne korrekt tyverisikret. Ikke medlemmer betaler 250 kr. Fastgørelse udføres kun, hvis nummerpladerne allerede sidder i nummerpladerammer, og arbejdet skal kunne foretages uden at bore nye huller i bilens karrosseri.
Tilmeld dig BILEN.dk's ugentlige nyhedsbrev
Mange vil sikkert acceptere disse tilbud, men reelt er arbejdet så ubetydeligt, at alle med et godt forhold til deres værksted kan få det udført gratis, viser vor research. Materialerne i form af hætter, skruer/møtrikker kan afhentes gratis hos motorkontoret. Mange værksteder har dem også liggende sammen med gratis plastrammer.
Bagatelagtig opgave
Værkstedsportalen Autobutler.dk har på opfordring af BT undersøgt hidtidige tilbud for korrekt montering af nummerpladerne, men arbejdet er så bagatelagtigt, at værkstederne normalt ikke afgiver tilbud på det. Opgaven kobles i stedet til serviceteftersyn uden ekstra betaling, oplyser Autobutler.
Men man kan jo insistere, og virksomheden har for BT haft ringet rundt til 10 tilknyttede værksteder for at høre, hvad de tager for at tyverisikre nummerpladen uden tilhørende eftersyn. Alle tilbød at gøre det gratis, hvis de kendte kunden.
Følg med i nyheder og tests på Facebook
Autobutler oprettede herefter opgaven som anonym kunde, og ved redaktionens afslutning i går, havde kun et firma reageret. Pris 0 kr. Med andre ord tør vi godt konkludere, at du roligt kan spare de 250 kr. til FDM eller Applus Bilsyn og i stedet kontakte din mekaniker.
Hvis man ikke er sikker med boremaskine og skruenøgle, bør man næppe gøre det selv. Man kan lave lak- og karrosseriskader på bilen, der risikerer at påvirke bilens garanti. Hullerne i nummerpladen skal have præcis den afstand, der er mellem de forborede huller i bilen. Og hullerne må ikke bores i bogstaver eller tal.
Når pladerne er på plads, skal der farvede hætter over skruehovederne matchende området omkring borehullerne. Hætterne skal være fastgjort og designet på en sådan måde, at de ikke uden videre kan vippes af uden brug af specialværktøj.
På person- og varebiler skal pladerne ifølge loven være fastgjort med mindst 2 skruer eller bolte. På andre køretøjer er det valgfrit.