Når næste års OL-atleter skal svømme og sejle gennem vandet i Rio, bliver det i vand, der er så stærkt forurenet af afføring, at deltagerne bliver syge.
Det skriver Associated Press.
Nyhedsbureauet har foretaget en test af vandkvaliteten ved Marina da Gloria i Guanabara Bay og på Copacabana-stranden, der gav skræmmende resultater. Ifølge målingerne er kvailiteten faretruende lav, og befængt af virusser og bakterier fra menneskelig afføring.
Den ringe vandkvalitet har allerede givet flere atleter, der allerede nu træner i området, diarré, opkast og feber. Ved blot tre teskefulde af vandet er der 99 procent risiko for at blive forgiftet.
Det er ifølge AP den første test, der er foretaget, men de brasilianske myndigheder lover, at vandet vil blive sikkert, inden OL begynder.
Brasilien er generelt kraftigt ramt af vandforurening, hvor størstedelen af kloaksystemerne ikke bliver testet. Derfor løber der flere steder forurenet vand direkte ud i floderne i byerne.
Derfor er det næsten umuligt at undgå det beskidte sygdomsgivende vand, hvis kvalitet flere steder er målt til at være 1,7 millioner gange over den grænse, der bliver betegnet som farlig på sydcaliforniske strande.
Allerede lørdag vil vandet blivet badet i under OL-kvalifikationen i triatlon, og onsdag skal ungdoms-VM i roning afholdes i det forurenede vand.
Over 10.000 atleter fra 205 lande forventes at deltage i OL til sommer, hvoraf 1.400 af dem skal konkurrere i det forurenet vand.