Bjarne Riis til celeber cykelfrokost i København - men han holder stadig mund.
Prædikatet som en af dansk sports mest ordknappe mænd passer fortsat. For selv om Bjarne Riis smilede venligt, så var det ikke meget, der kunne lokkes ud af ham, da han torsdag spiste frokost med en række venner fra cykelmiljøet.
»Jeg har ikke mere at sige end det, jeg har sagt,« lød det venligt fra Bjarne Riis efter en omgang pariserbøf i venners lag på Cafe Victor i det indre København.
Han ville således ikke kommentere på de efterhånden mange stikpiller fra den tidligere chef Oleg Tinkov, som på det sociale medie Twitter har været særdeles aktiv med begrundelser for sin fyring af Bjarne Riis - på trods af, at begge parter efter fyringen fastslog, at man ikke ville kommentere sagen yderligere.
Den tidligere ejer af cykelholdet Tinkoff-Saxo vil heller ikke løfte sløret for, om han ser sig selv få en ny rolle i cykelsporten.
»Giv mig nu tid. Jeg skal nok melde ud, når der er noget at melde ud,« sagde Bjarne Riis, der var i selskab med blandt andre Brian Holm, Jesper Skibby, Jens Veggerby, Dan Frost og Thomas Bay under frokosten.
»Jeg skal bare nyde sommeren,« sagde Bjarne Riis, inden han sammen med flokken af venner forlod Cafe Victor.