Siden Bjarne Riis sidst i marts 2015 blev fyret fra sit 'eget' cykelhold, Tinkoff-Saxo, af holdets nye ejer, den kontroversielle russer, Oleg Tinkov, har det danske cykelikon været tavs som graven omkring afskeden med sit livsværk.
Det skyldes først og fremmest, at Riis i forbindelsen med fyringen indgik en aftale med Tinkov om ikke at udtale sig om bruddet. Men i oktober kørte holdet, der til sidst bare hed 'Tinkoff', sit sidste løb. Russeren så det ikke længere som en sund forretning og lukkede derfor holdet helt ned.
Og nu tager Bjarne Riis så bladet fra munden. I et stort interview med Ekstra Bladet fortæller Riis om holdet, og om hvordan han ikke nåede at realisere sine drømme i sine 15 år hold-chef.
»Det blev aldrig mit drømmehold. Jeg nåede aldrig det, jeg har jagtet gennem alle årene, nemlig at skabe det optimale hold. Det var mit ønske at drive et hold på Sky-niveau, hvor jeg kunne have optimeret alt ned i mindste detalje, men jeg havde aldrig økonomien til det,« fortæller Riis.
Bjarne Riis åbner desuden også op om tiden umiddelbart efter bruddet med Oleg Tinkov. Her levede den flamboyante russer langt fra op til aftalen om ikke at udtale sig, og Riis måtte lægge ryg til det ene Twitter-personangreb fra Tinkov efter det andet.
»Jeg har mange gange spurgt mig selv om, hvad der skete. Jeg har intet svar, og det betyder ikke længere noget. Jeg er for længst kommet videre,« siger Riis.
Indledningsvist havde hanog Tinkov et fornuftigt samarbejde, hvor de to respekterede hinanden. Men med tiden blev danskeren lagt for had af russeren.
»Jeg tror, det var misundelse. Jeg nød rytternes og medarbejdernes respekt. Respekt er noget, man gør sig fortjent til. Det er noget, man bygger op over år. Det er ikke noget, man køber sig til,« lyder det fra Bjarne Riis.
