Riis: Sky kan smide det igen
Bjarne Riis forudser, at forkert rollefordeling mellem Froome og Wiggins kan koste Team sky tour-sejren.
Bjarne Riis forudser, at forkert rollefordeling mellem Froome og Wiggins kan koste Team sky tour-sejren.
Den havde man ikke set komme. Netop som Team Sky med Bradley Wiggins i den gule trøje virkede mest uovervindelige, opstod der pludselig sprækker i det britiske panser.
Vil hjælperytteren Chris Froome, der nu ligger nummer to i det samlede klassement, være kalif i stedet for kaliffen Bradley Wiggins? For sådan kunne det ryk, der satte kaptajn Wiggins godt tolkes.
Spekulationerne skydes ned fra Team Sky, der forklarer det hele som tilfældighedernes spil.
- Da Froome kørte frem, var jeg koncentreret om at holde mit eget tempo konstant, fordi jeg havde kørt hårdt i de foregående halvanden kilometer. Jeg ville bare have mælkesyren ud af benene, lød det fra Bradley Wiggins efter etapen.
Chris Froome var heller ikke meget for at uddybe årsagen til det ryk, der efterlod hans kaptajn i den hidtil mest sårbare position.
- Jeg hørte over radioen, at jeg kørte for hurtigt. De bad mig om at slappe af, så jeg ventede på ham, sagde Chris Froome, der da også støttede sin kaptajn.
- Bradley er vores førsteprioritet. Det er ham, vi andre er der for at støtte. Længere er den ikke. Vi fik mulighed for at tage tid på konkurrenterne, og det var perfekt, sagde Chris Froome, der nu er oppe på løbets andenplads og som mod slutningen spurtede ind et par sekunder foran sin holdkaptajn.
- Chris viste os i dag, at han har gode ben, og det var endnu en god dag for holdet, konstaterer Bradley Wiggins.
Bjarne Riis, der godt nok havde travlt med at skrige på Chris Anker Sørensen, så også det, der kan være et vendepunkt i Tour de France - at hjælperytteren er stærkere end sin kaptajn.
- Wiggins gik jo kold. Det bliver spændende i den sidste uge, for det er lige før, jeg vil sige, at Froome er topfavorit. De begik en fejl under Vueltaen sidste år, og det er de på vej til igen - måske, sagde Riis.
I Vueltaen blev Chris Froome hos sin kaptajn i en krise, hvilket betød, at Juan José Cobo slap væk og vandt løbet, sølle 13 sekunder foran netop Froome.
For Team Sky som et hele var etapen til La Toussuire dog en fremragende triumf, eftersom at klassementsrivalen Cadel Evans tabte et 1,26 minutter. Sidste års vinder forsøgte godt nok et angreb på Col de la Croix de Fer, men blev hurtigt hentet, og på klatreturen til La Touissiere måtte han slippe frontgruppen med 6,5 km til toppen.
Australieren ligger nu nummer fire, 3,19 minutter efter Wiggins. Hos BMC Racing Team lød beskeden, at Cadel Evans er ved godt mod, og at den forsvarende mester ikke har opgivet ævred. Ellers vil man meget hellere tale om rivaliseringen hos Team Sky.
- Jeg ved ikke, hvad der skete for Sky. Vi har ikke den slags problemer. Teejay (van Garderen, red.) ventede på Cadel (Evans, red.). Hvad de gør på Sky, er op til dem. Det ved jeg ikke noget om, lyder det fra General Manager Jim Ochowicz.
Trofast mod det britiske imperium kunne man ikke kalde italienske Vincenzo Nibali, der for anden dag i træk ivrigt forsøgte at spolere Wiggins’ fest.
Op af den sidste stigning angreb han hidsigt og over to omgange, og fik også rystet nogle af Bradley Wiggins’ hjælperyttere væk, men uden at det for alvor gav pote, og han var ikke i stand til at udnytte åbningen, da Chris Froome satte sin egen kaptajn.
- Vincenzo viste i dag, at han bare bliver stærkere og stærkere igennem løbet. Hans angreb mod slutningen var ret alvorlige, lyder det anerkendende fra Bradley Wiggins.