Bjarne Riis er den seneste Tour-vinder, der også har sejret i Amstel Gold Race. I dag køres 49. udgave af den hollandske klassiker.
Den danske Tour-vinder skrev uden at vide det cykelhistorie, da han i 1997 vandt ’øl-klassikeren’ Amstel Gold Race. Siden har ingen Tour-vinder gjort danskeren kunststykket efter.
Det var dengang, der var ærgerrighed til. Plus en god sjat rå rivalisering. Og ikke så lidt af det forbudte i blodbanerne.
Da Bjarne Riis i 1997 bragede solo mod mål for at tage sin første og eneste klassikersejr i Amstel Gold Race, blev der skrevet et stykke moderne cykelhistorie. For siden har ingen forsvarende eller tidligere Tour-vinder formået at gøre Riis kunststykket efter ved at vinde cykelsportens yngste klassiker i det gennemregulerede tulipan-land.
At Bjarne Riis gjorde det, var næppe nogen tilfældighed. I de brølende 1990ere, hvor dansk cykelsport med en lille håndfuld stjerneryttere som Riis, Rolf, Hamburger, Skibby og Lars Michaelsen førte sig frem både i Tour de France og på klassikerscenen, var der rift om at skabe opsigtsvækkende resultater. Og ingen gik mere ærekært til værks end Bjarne Riis og Rolf Sørensen, der konkurrerede indædt om det danske cykelpublikums gunst.
Efter at have vundet Tour de France i 1996, havde Bjarne Riis for alvor kørt sig ind som det største danske cykelnavn. Kun blandt kendere manglede der måske den klassikersejr, der udløser den ultimative respekt. og som ville lukke munden på dem, der gang på gang - og med rette - fremhævede Rolf Sørensen som Danmarks mest vindende cykelrytter.
Sørensen havde i sin anseelige samling både vundet respektindgydende løbsmonumenter som Liége-Bastogne-Liége i 1993 og Flandern Rundt i 1996. Og den blonde klassikerhaj havde desuden en perleparade af andre topresultater i sin samling. Hvorimod Riis nok havde vundet Tour de France, men stadig havde til gode at vise sig frem i det scenario, som vejer tungt til i cykelsportens selvforståelse.
Det var ikke mindst derfor, Riis i 1997 var motiveret for at sætte sit aftryk i Amstel Gold Race. Tre år tidligere havde den skaldede dansker været en markant skikkelse i løbet på det mistænkeligt magtfulde Gewiss-Ballan mandskab. Og Riis havde forsvaret holdets suverænitet med ’professionalisme’.
- Vi gør ikke noget, vi ikke må på Gewiss-Ballan. Vi er bedre, fordi vi er mere professionelle. På de italienske hold er der for eksempel tilknyttet en læge, og det er der ikke i Belgien, hvor der højest er en kvaksalver, der opererer. Jeg kender intet til EPO. Og jeg synes, det er noget svineri, den måde vi bliver angrebet på,« forsvarede Riis sig.
På Team Deutsche Telekom havde Riis taget sin medicinske ekspertise med sig og sat en stopper for Miguel Indurains Tour-regime i 1996. Og da det gik løs i Amstel Gold Race året efter, var den danske Tour-konge flyvende og i superform.
Riis havde været med i etableringen af det afgørende udbrud ved at åbne angrebsballet på Cauberg stigningen. Men selv om danskeren blev sat tilbage af et hjulskifte med godt 35 km igen, var det åbenbart bare benzin på EPO-bålet, for Riis kørte i Dannebrogstrøjen op til sine følgesvende og i lige linie udenom mod målbyen i Maastricht, hvor Rolf Sørensen tydeligvis ikke var tilfreds med sin ellers hæderlige 10.-plads.
- Om jeg er tilfreds? Ikke rigtigt, for jeg havde regnet med mere i dag, erklærede Rolf Sørensen.
I årets udgave af Amstel Gold Race er det Jakob Fuglsang, de danske forhåbninger knytter sig til. Og selv om silkeborgenseren kan fremvise en fjerdeplads fra 2011, vil en top 10-placering næppe være at foragte.
Amstel Gold Race bliver vist fra kl. 14.00 på Eurosport
De danske deltagere i Amstel Gold Race 2014:
2 Michael Valgren (Team Tinkoff-Saxo)
3 Jesper Hansen (Team Tinkoff-Saxo)
6 Chris Anker Sørensen (Team Tinkoff-Saxo)
7 Nicki Sørensen (Team Tinkff-Saxo)
23 Jakob Fuglsang (Team Astana)
BTs favoritter:
***** Alejandro Valverde (Movistar). Mangler en sejr i det hollandske storløb og har været fremragende i denne sæson. Kan både vriste sig fri på Cauberg og selv afslutte med finish fra mindre gruppe.
**** Simon Gerrans (Orica). Er fløjet ubemærket under radaren de seneste måneder, men har været på podiet i AGR de to foregående år. Snedig taktiker og skarp afslutter.
*** Michal Kwiatkowski (QuickStep). Det polske talent blev firer sidste år og har efterhånden kørt stærkt i et par måneder. Er der flere tænstikker at brænde af, er »Kwia« en yderst giftig afslutter.
*** Philippe Gilbert (BMC). Vandt generalprøven i Fleche Brabanconne onsdag, men er ikke helt på niveau med supersæsonen for tre år siden. Klassen fornægter sig dog ikke.
* Diego Ulissi (Lampre). Er en af tre skarpe muligheder på Lampre. Cunego og Costa er de andre, men Ulissi er den unge, fyrige hingst i det trekløver og terrænet passer hans kompetencer.