Bjarne Riis var allerede på tale som manden, der skulle redde Jan Ullrichs form de sidste seks uger op til starten på dette års Tour.

"Men hvorfor skulle jeg det. Var det gået galt, havde jeg fået skylden," siger Riis.

DR-TV fortalte i aftes, at Riis bliver ny rådgiver for Ullrich efter at tyskeren på et pressemøde havde sagt, at han vil overveje ændringer i rådgiver-kredsen efter dette års løb.

Riis er ikke afvisende ove for muligheden:

"Jeg ved ingenting. Det er korrekt, at der har været diskussioner. Telekom-koncernen - altså holdets sponsor - har spurgt om jeg vil ansættes for hele holdets skyld," siger Riis som følger med dette års Tour Frankrig rundt og tager sig af gæster fra Adidas og Telekom.

"Kommer der en henvendelse, må jeg vurdere situationen. Som det er i dag, er der for mange, der vil bestemme. Kommer jeg ind bliver der ballade. Så må der rulle hoveder.

Jeg kæmpede benhårdt for at beholde min status, da jeg selv kørte for holdet. Så jeg har ikke lyst til at arbejde med strid. Jeg vil ikke have ballade," siger Riis, der sidste år havde Ullrich på besøg i Toscana, da den unge tysker skulle have karrieren på sporet igen efter en mislykket sæson, hvor han på grund af en skade ikke deltog i Tour de France.

"Det var nu mest på det psykologiske plan," siger Riis, der dog også agerede pacer på scooter på træningsturene i det kuperede, italienske landskab.

"Skal jeg hjælpe Jan, må han ændre indstilling. Det var det jeg prøvede at forklare ham. Han må lære at tage over selv, nu hvor jeg er væk. Han skal lære at stå på egne ben. Det er den erfaring, jeg selv har," siger Riis, der mener, at Ullrich stadigt er for tung.

"Skal han vinde Tour de France igen, skal han smide to kilo mere. Den forskel i vægt er som dag og nat," siger Riis.