Regntøj og gummistøvler bliver påklædningen, hvis weekenden skal tilbringes udendørs.

- Især lørdag bliver meget blæsende med 10 til 15 millimeter nedbør, og både søndag og mandag vil regnområder sætte deres præg på efterårsferien, siger meteorolog Frank Nielsen fra DMI.

Prognosen gælder for hele landet, der må tage sig til takke med, at et lavtryk fra Frankrig giver nedbør til alle landets egne.

- Lørdag er det nok værst for Midtjylland og henover Fyn og Sjælland. Men ellers skal alle nok få regn - dog måske ikke på samme tidspunkt, siger Frank Nielsen.

Regntøjet skal nok suppleres med en varm påklædning, da temperaturerne ligger i den kølige ende af termometret. Sammen med en jævn til hård vind, der kan springe fra nordøstlig til sydøstlig retning, er der grund til at finde vinterpåklædningen frem fra skabet.

- Temperaturniveauet vil være omkring 10 grader meget af tiden, men vi slipper nok for nattefrosten, da der hænger mange skyer over landet, siger Frank Nielsen.

Bilister og andre trafikanter bør dermed kunne se sig fri for de mere faretruende dele af årstidens vejr.

- Man skal jo altid passe på, men ikke nødvendigvis på isglatte veje denne weekend. Våde og fedtede veje skal man selvfølgelig forudse, men jeg regner ikke med isglatte veje i den kommende nat eller uge, siger Frank Nielsen.

For de danskere, der har ferie og ønsker sig andre temperaturer end dem, kongeriget tilbyder i weekenden, må de søge sydpå, siger meteorologen.

- Man skal nok lidt ud at rejse. Det er blevet efterårsvejr i det meste af Europa, men det mest stabile vejr finder man i Sydspanien og måske også østpå i Middelhavet som Kreta og Cypern, foreslår Frank Nielsen.