Der er behov for øget kontrol og styring af det sundhedspersonale, der arbejder i praksisser rundt omkring i landet.
Sådan lyder konklusionen fra Rigsrevisionen, der i en rapport har kigget på Finansministeriet, Sundhedsministeriet og regionernes styring af praksissektoren, der blandt andre omfatter praktiserende læger, fysioterapeuter og psykologer.
- Statsrevisorerne finder det utilfredsstillende, at der ikke i højere grad er mulighed for at styre, kontrollere og følge op på aktiviteter og udgifter i praksissektoren, hedder det således i statsrevisorernes bemærkning til rapporten.
Det er ude i de enkelte praksisser, at læger og andet sundhedspersonale rapporterer de ydelser, de skal aflønnes for. Og det er blandt andet den indrapportering, Rigsrevisionen efterlyser øget kontrol med.
Regionerne har ansvaret for praksissektoren, og her er man enig i, at der er behov for øget styring.
- Regionerne har de seneste år intensiveret deres kontrol med aktiviteten hos de praktiserende læger – men vi kan konstatere, at der er behov for at skærpe den yderligere. Det sætter regionerne sig nu sammen og finder en løsning på, siger Bent Hansen, formand for Danske Regioner.
Men de praktiserende læger afviser, at der er behov for mere kontrol. Man er tilfreds med det nuværende system, lyder det.
- Et system, hvor folk bliver betalt per ydelse, giver en usikkerhed, for hvad nu, hvis de ikke rapporterer korrekt? Men hvis man giver folk timeløn, kan man heller ikke se, om de time for time yder det maksimale, de skal, man kan bare betale dem for et antal timer. Så ligegyldigt, hvilket system man vælger, er der selvfølgelig en usikkerhed, siger Henrik Dibbern, formand for Praktiserende Lægers Organisation (PLO).
Han understreger, at der allerede er en lang række sikkerhedsforanstaltninger indbygget, så det kan blive opdaget, hvis læger for eksempel rapporterer om ydelser, de ikke har udført.
- Når man har 3.600 læger, har man også nogle, der ikke opfører sig, som de skal, lige som man ville have det i en hver anden gruppe. Der har vi så i vores aftale kontrolsystemer, så for eksempel læger, som afregner mange flere ydelser, end vi ville forvente, bliver indkaldt til en kontrolstatistik, og hvis man ikke mener, der er god grund til det, får de simpelthen ikke flere penge end for et bestemt antal ydelser, siger han.
Han mener, at lægerne, hvis der bliver indført øget kontrol, vil bruge langt mere tid på at sikre sig, at rapporteringerne er helt korrekte - så der ikke er noget, man glemmer at få honorar for.
- Mere af lægens tid vil gå med administration, mindre af tiden vil gå med patienter, siger han.