Rigshospitalet har fredag politianmeldt en hjertelæge for mandatsvig for 2,5 millioner kroner.
Lægen arbejder ikke længere på Rigshospitalet, men på en hjerteafdeling på et andet af Region Hovedstadens hospitaler. Regionen har iværksat en personaleretlig undersøgelse af lægen.
»Vi har anmeldt forskeren for mandatsvig, og da der nu er tale om en politisag, kan vi ikke kommentere den konkrete sag yderligere. Politianmeldelsen er dog et udtryk for, at vi ser med meget stor alvor på sagen,« siger Susanne Vesterheden, finanschef i Region Hovedstaden, i en pressemeddelelse.
Anmeldelsen sker på baggrund af en stikprøveundersøgelse, som Region Hovedstadens eksterne revisor, BDO, er i gang med.
Sagen er på ingen måde enestående. Rigshospitalet har i løbet af foråret suspenderet og politianmeldt flere hjertelæger for misbrug af forskningsmidler til private formål. To af dem er blevet fyret.
I en af sagerne brugte en overlæge ifølge Jyllands-Posten forskningsmidler til at købe malerier for 70.000 kroner og Montana-reoler, et Piet Hein-bord og en lysekrone for 140.000 kroner. Malerierne blev leveret til lægens private adresse i Nordsjælland, og lysekronen tog han med hjem i privaten.
Revisionsselskabet BDO fortsætter sin stikprøveundersøgelse af brugen af eksterne forskningsmidler i regionen, og det endelige resultat forventes klar i begyndelsen af oktober.