Mens Odense Universitetshospital nu kan sige, at kun en patient er smittet med den nye bakterie, er de seks smittede patienter, hvoraf en er død, Rigshospitalets onde ånd.

Formanden for Folketingets miljøudvalg, Jørn Jespersen, langer ud efter den offentlige opsporing af smittekilder.

Så slog Rigshospitalets centralkøkken i går dørene op: "Lad Jørn Jespersen komme.

Vi har intet at skjule. Her er, hvordan vi behandler maden," siger fungerende køkkenchef Pia Korskjær og produktionsleder, økonoma Diana Hansen i fællesskab.

De mener, spøgelset U302 er kommet ind udefra og på en sær måde: Undersøgelser har vist, at det ikke er det samme, de seks syge patienter har spist.

Der er intet fællesskab mellem, hvad de fik serveret:

Det var ikke de samme retter, ikke fra de samme leverancer, ikke serveret på samme tid.

Det eneste fælles ved måltiderne til de seks er, at maden passerede Rigshospitalets centralkøkken, en treetagers halvt nedgravet hygiejne-bunker, hvor enhver besøgende bliver pakket ind i plastic, der bliver smidt væk efter besøget.

170 ansatte på skiftehold i bunkeren laver føden til 1.800 patienter og det øvrige sygehuspersonale.

Når spisegrejet er brugt, bliver det efter et skoldhedt maskin-helvede i sæbe og kogende vand sorteret af robotter.

Ingen gramser på det før patienten skal spise.

Et utal af termostater, kompressorer, blæsere og ure holder styr på, at de skrappe forskrifter for maden overholdes.

Hvorfor er det så altid på Rigshospitalet og sjældent på landets øvrige hospitaler, at den slags går galt, når levnedsmiddelkontrollen intet har at bemærke?.

De to ansvarlige siger med ærlige øjne: "Svaret blæser i vinden."