Kun majestæten og de andre audiensbesøgende fik mulighed til at møde Danmarks største fodboldspiller igennem tiderne, da han blev lukket ind af en side- eller bagdør, inden han takkede for hæderen - og konverserede Margrethe.
Rygterne ville i går vide, at Michael Laudrup bevidst forsøgte at undgå offentligheden ved at bruge bagvejen, men det tror hofmarskal Søren Haslund-Christensen ikke på.
"Jeg har ikke noget med disse audienser at gøre, og derfor har jeg ikke hørt noget, men mon ikke bare den stakkels mand er blevet lidt forvirret, og så er han kommet ind i den forkerte gård og har banket på den forkerte dør.
Den bliver også åbnet, og han kommer ind til Dronningen ad den samme vej, når det er hans tur. Det er sket før," siger Søren Haslund-Christensen.
Andre fra idrætsverdenen, der modtog ridderkorset i anledning af Dronningens 60 års fødselsdag, var bl.a. speedwaylegenden Ole Olsen og femkæmperen Eva Fjellerup, og de var begge meget begejstrede efter mødet med regenten.
"Det var en god oplevelse, som jeg aldrig vil glemme," sagde Ole Olsen.
"Vi talte bl.a. om speedway, og Dronningen sagde med et smil, at hun jo havde to motorsports-interesserede sønner. Hun kunne godt huske, da vi havde den store ære at have besøg af prinserne på vort speedwaycenter."
"Det var meget behageligt og afslappende at møde Dronningen," tilføjede Eva Fjellerup.
"Vi talte om min idræt - og de store oplevelse, som den har givet mig, og Dronningen er meget vidende. Hun var velinformeret om, hvad jeg har bedrevet. Inden den korte samtale med Dronningen mødte jeg de andre idrætsudøvere, og det var en god oplevelse."
Fra kunstens verden takkede sangeren Povl Dissing, og han var i selskab med skuespilleren Ulla Henningsen og forfatterne Benny Andersen og Inger Christensen.
B.T. forsøgte forgæves at få en kommentar fra Michael Laudrup hele eftermiddagen - og aftenen.
Derfor må vi nøjes med nogle af de ord, som han trods alt sagde, da meddelelsen fra hoffet dumpede ind gennem brevsprækken.
"Rent personligt føler jeg, det er en stor ære. at landets regent er opmærksom på, hvad jeg gennem årene har bedrevet som spiller og repræsentant for dansk fodbold. Det betyder virkelig noget for mig. Men endnu mere glad er jeg på hele den danske sportsverdens vegne. Jeg betragter Dronningens handling som et ridderslag for dansk idræt i almindelighed.
En vigtig anerkendelse - et blåt stempel - fra højeste sted af sportens store kulturelle betydning i samfundet. Jeg synes, at det er fantastisk opløftende, at Dronningen er opmærksom på den positive omtale, Danmark gang på gang krediteres for, når danske idrætsfolk rundt omkring i verden optræder som ambassadører for vores land," sagde Michael Laudrup.
Allerede da han i sommeren 1998, efter VM i Frankrig og 104 landskampe for Danmark, havde afsluttet sin enestående fodboldkarriere, opstod spontant et massivt folkekrav om, at landets internationalt største og mest kendte sportsnavn blev indstillet til ridderkorset. Men dengang reagerede hoffet med tavshed.
Heldigvis er der sket noget siden. Dronningen har kvitteret for folkets kærlighed ved at lukke døren op og invitere nye kredse med i monarkiets sædvanlige cirkler.
De mange nyslåede riddere af Dannebrog understreger, at Dronningen ønsker at være hele Danmarks dronning.
Det handler ikke kun om Michael Laudrup. Andre kendte sportsmænd som Erland Kops (badminton) og Poul Richard Høj Jensen (sejlsport) takkede for udnævnelsen til riddere af Dannebrogsordenen, og det samme gjorde f.eks. forfatteren Jørgen Gustava Brandt.