Den tidligere senator Rick Santorum skylder en stor tak til vælgerne i Kansas samt sine to hovedrivaler i kampen om, hvilken republikaner der skal udfordre præsident Obama til efteråret
Efter alt at dømme sikrer Santorum sig nemlig en regulær storsejr ved primærvalget i den amerikanske delstat Kansas, som lørdag skal pege på sin favoritkandidat. Det skriver flere amerikanske medier lørdag aften dansk tid.
Solidt forspring
Santorum, der er tidligere senator i Pennsylvania, har med 85 procent af stemmerne talt op sikret sig et solidt forspring til sine tre konkurrenter i kampen om den republikanske nominering, skriver CNN.
Han har således støtte fra 53 procent af vælgerne, mens Mitt Romney og Newt Gingrich må nøjes med henholdsvis 17 procent og 16 procent. Ron Paul står til at få 13 procent.
Når den højrereligiøse kandidat bør takke i hvert fald to ud af tre af sine modkandidater for sejren, skyldes det, at både Mitt Romney og Newt Gingrich valgte at droppe kampagner i staten. De ønsker i stedet at fokusere på større stater, der står på spil i den kommende uge.
I realiteten var Santorum derfor kun oppe mod Ron Paul under sin kampagne i staten, og han har altså ikke vist sig om modstander værdig til for alvor at udfordre Santorum.
40 på spil
I alt er der 40 delegerede på spil i Kansas, og de bliver fordelt proportionelt, efter hvor mange procent af stemmerne kandidaterne sikrer sig. Det betyder derfor også, at der alligevel er delegerede at hente til det samlede regnskab for de tre modkandidater.
Den samlede favorit til at tage kampen op mod Barack Obama, Mitt Romney, tog sent fredag et stik i primærvalget, da han snuppede alle ni delegerede ved nomineringsvalget i Guam, der er en amerikansk øgruppe i Stillehavet.
For at vinde nomineringen skal en kandidat samle mere end 1.100 delegerede.