Journalist Simon Riedel stiller hver uge kendte danskere spørgsmål, der går helt tæt på og får dem til at overveje sig selv og deres liv. Vi kalder det 'ERKENDELSE - helt ind til tanker og følelser'.

I denne uge har Simon Riedel talt med Richard Ragnvald om en smadret bil, hjemlig hygge og meget, meget mere ...

Jeg er i mit es ... hver gang jeg sætter mig i bilen og er på vej til job. Det er jo mit liv at stå på scenen og synge for folk og give mig selv 200 pct., og man skal altid tage derfra med det formål at komme igen. Nogle steder har jeg spillet fem gange – men jeg begyndte jo også i 1959.

Men det har ikke altid været sjovt ... i 1997 blev der kastet æg efter mig på scenen, og min bil blev smadret, da jeg optrådte ved en tivoli-plads et sted i Nordsjælland. Jeg havde lige pakket min Astrovan og var på vej over for at afregne, da jeg hørte et sindssygt brag. Nogle havde kastet en donkraft på forruden, og jeg nåede ikke at se dem. Det var dengang, jeg havde sunget ’Kære lille mormor’ for Pia Kjærsgaard ved Dansk Folkepartis landsmøde. Jeg optræder for alle, der vil se og høre mig, og jeg fortryder ikke, jeg gjorde det – det var jo bare nogle dumme mennesker, der gjorde det.

Den gode hjemlige hygge kan blive ødelagt, når ... gæster kommer for sent. Nu er jeg selv et meget præcist menneske, der kommer til tiden, så når jeg inviterer gæster, og de kommer et kvarter eller en halv time for sent, synes jeg ikke, det kan være rigtigt. Så kan folk i det mindste lige ringe og sige, de er forsinkede.

Det er træls, når ... man skal ud at rejse og står i en lufthavn, og så er flyet er forsinket i mange timer. Det er også træls, når lastbiler skal overhale hinanden, og man ligger bag dem i en halv time. Jeg kører jo meget på den østjyske motorvej, og der sker uheld, fordi folk ikke kan holde afstand. Jeg har ikke noget imod, at folk kører stærkt, bare de holder afstand.

Det gode ved at være mig er ... at jeg faktisk så at sige har fået hele min drøm opfyldt gennem livet og gennem mit job. Jeg har spillet overalt – i Grønland, i Caribien, Norge, Sverige og USA.

Det dårlige ved at være mig er ... nu er jeg jo meget allergisk over for sesamfrø, så når jeg kommer ud og skal ha’ noget at spise, får jeg somme tider lov til at komme ud i køkkenet og tale med kokken. Når jeg spiser smørrebrød, har jeg altid mit eget brød med, som jeg lige skifter ud med. Jeg har besøgt samtlige hospitaler og skadestuer i Danmark på grund af det. Når jeg får sesam, går der ti minutter, og så begynder mine hænder at klø, mine blodårer trækker sig sammen, jeg svulmer op og skal have en ambulance, for ellers dør jeg. Jeg har altid en såkaldt epi-pind med mig, som jeg kan stikke mig med, hvis jeg er langt fra en læge.

Jeg var for selvoptaget, da ... nu er jeg født i Løvens tegn og er den type, der har sine holdninger og siger sin mening. Jeg vil ikke kalde mig selvoptaget, men jeg går meget op i, at det, jeg selv laver og gør, skal være i orden. Jeg har været ude for, at en fra publikum kom hen til mig og sagde: ’Jeg har set dig i tv og har aldrig kunnet fordrage dig, fordi du virkede arrogant, men nu har jeg set dig her og talt med dig og hold da kæft, du er ligesom os andre’.

Tiden som portør lærte mig ... i hvert fald at omgås syge og døde mennesker og have et job, hvor man kører med lig og lægger dem i kister. Jeg lærte også, hvad misundelse er, for mine kolleger var meget misundelige over, at jeg tjente penge ved siden af – de mest misundelige var faktisk de mandlige kolleger, så jeg lærte at holde min mund. Som portør talte jeg meget med patienterne, og tit gik der et par dage, og så skulle man hente det menneske, man lige havde talt med, og køre vedkommende i kapellet. Man kommer meget tæt på mennesker, og det berører en. Engang blev jeg kaldt over til direktøren, der spurgte mig, om jeg ville fastansættes til pensionsalderen, og da sagde jeg nej tak. I stedet tog jeg orlov i 1971, for hvis ikke jeg kunne leve af at synge, måtte jeg tilbage.

Det særlige ved gode venner er, at de ... er nogle, man kan stole på, at de altid er der for én, når man har brug for dem, og de kan også være ærlige og komme med saglig kritik. Jeg har somme tider oplevet, at nogle, som jeg troede var mine venner, talte bag ryggen på mig. Hvis jeg har været i selskab med en person i en halv time, kan jeg sige nøjagtigt, hvordan vedkommende er. Folk skal bare træde mig over tæerne en gang, så er de lukket ude.

Jeg gaber spontant, når snakken falder på ... letbanen i Aarhus, vi har hørt nok om den. Der er brugt milliarder af kroner på den skide letbane, og den bus, vi havde uden for døren, er pludselig væk. Letbanen kører nu rundt med en chauffør i – ingen passagerer. Og desuden har vi et større boligkompleks i nærheden, hvor man vil ofre en mia. kr. på, at det skal blive et mere attraktivt sted. Og kommunen siger, den mangler penge? Hvad sker der dog.

Jeg er misundelig på ... Ikke på nogen. Jeg lider ikke af misundelse, jeg kan lide, når det går godt for andre, når de har fortjent det. Men jeg ville ønske, jeg var en dygtig pianist. Jeg gik til klaver, da jeg var 12 år, men da min far døde, stoppede jeg, og det har jeg fortrudt mange gange. Der er mangel på dygtige pianister i dag.

De mest anstrengende mennesker er dem, der ... er bedrevidende og tror, de ved alting. De tror simpelthen kun på alt det, de selv har lært, og kun det, de laver og gør, er det rigtige.

Jeg følte mig som en verdensmand ... allerførste gang, jeg røg ind på nummer ét på dansktoppen og optrådte i tv i et show. Det var fantastisk, noget jeg havde ønsket i mange år, og så skete det. Der havde jeg kæmpet i 30 år og i begyndelsen spillet for 100 kr. – det var mange penge for 50 år siden, og endelig slog man lige hul igennem. Men det er faktisk endnu sværere at blive deroppe.

Jeg er ikke meget for at indrømme det, men ... jeg er ikke god i et køkken. Jeg er med i serien ’Til middag hos’ på TV3, som har kørt i denne uge, og som nu kan ses på viaplay, og der skal jeg jo lave mad til de andre gæster. Derfor havde jeg først inviteret to andre hold gæster, der fik kold agurkesuppe med ristet rugbrød og fjordrejer, oksemørbrad og italiensk is med friske frugter. Da jeg fik listen fra TV3 med dem, der skulle være med, tænkte jeg, det kan vist godt blive kedeligt – det er Søren Dahl, smykkedesigner Mai Manniche og håndboldtræner Lars Rasmussen. Men der gik ikke mere end ti minutter, så talte vi, som om vi altid havde kendt hinanden. Programmerne blev optaget i maj-juni, og vi har stadig et sammenhold og mødes stadig.

Jeg får travlt med at komme væk ... hver gang min kone går i gang med at tapetsere og mure herhjemme. Det er hun meget dygtig til, men jeg stikker af og får mig f.eks. en ristet hotdog, eller hvad jeg nu kan fordrive tiden med.

Der gik hat og briller i den, da ... jeg skulle servere kold agurkesuppe med fjordrejer, jeg havde de fire tallerkener på armene som en professionel tjener, og så taber jeg hele lortet på gulvet. Heldigvis var kameraet ikke tændt lige der.

Jeg mistede jordforbindelsen, da ... jeg skulle op at flyve. Det gør jeg hver gang. Folk med begge ben på jorden hænger ikke på træerne.

Mit livs højdepunkt var, da jeg ... blev gift og fik min søn. Og det var, da jeg fik et tilbud om komme med på en USA-turné i 1984 sammen med de flyvende aarhusgymnaster. I tre måneder var vi på turne over hele USA i Greyhound-busser i 28 stater og 62 store koncertsale.

Jeg måtte tælle enkronerne dengang ... i januar 1972, da kong Frederik IX døde, og der var tre måneders landesorg. Jeg havde lige købt et lille byhus og havde aftalt mange job, men så døde vores konge, og en hel masse arrangementer blev aflyst. Jeg havde gudskelov min mor som hjalp, så jeg kunne spise hos hende.