Stifteren af Virgin, Richard Branson, blander sig nu i den amerikanske debat om en delvis legalisering af marihuana ved at kræve frie stoffer.

I Washington og Colorado diskuteres det, om marihuana skal legaliseres, så det kan bruges i behandling af sygdom. Men den britiske »Sir« mener, at man bør tage skridtet fuldt ud og frigive stoffer generelt.

- Forbuddet mod stoffer har ikke virket bedre end forbuddet mod alkohol, og det giver blot kriminelle karteller mere magt og skader amerikanske borgere, siger Richard Branson til nyhedsbureauet Reuters.

Mangemilliardæren sidder i et globalt udvalg med blandt andre tidligere præsidenter fra Colombia, Brasilien og Schweiz, hvor de diskuterer den internationale krig mod stoffer. Det udvalg konkluderede tidligere på året, at det ikke hjælper noget at gå efter dem, der tager stofferne.

- Der er intet bevis for, at faren for at blive fængslet afskrækker folk fra at tage stoffer, siger Richard Branson.

Efterfølgende meldte præsidenten i Guatemala, Otto Perez, ud, at han er klar til en større debat om, hvorvidt det kan betale sig at fjerne straffen for at tage stoffer. Og han lovede at tage emnet op på topmødet mellem de latinamerikanske lande i april.