"Nielsen, Nielsen, Nielsen."

Nærmest som i en manisk messen fra mange munde på én gang blev navnet målt og vejet, vendt og drejet på tungen, som smagte israelerne på en ny eksotisk frugt.

Med stolte stemmer, brede sejrssmil og de blå-hvide flag med davidstjernen i midten højt løftet mod den dybsorte himmel var tilskuerne på vej ud i havnebyen Haifa.

Pludselig standsede de op og lyttede, for ud af højttalerne drønede en melodi, man bestemt ikke er vant til at høre i forbindelse med det lokale landshold: "We are the champions!"

Mindre kunne ikke gøre det, da en stadionspeaker i patriotisk overgear oppe i buret øverst på den overdækkede tribune skulle afrunde en vanvittig og vidunderlig fodboldaften på Kyriet Eliezer Stadion.

En aften, hvor en ny helt for det israelske fodboldfolk blev født, og hvor landsholdet fik nyt liv efter gigant-skuffelsen med sammenlagt 0-8 i de to EM-kampe mod Danmark.

I Richard Møller Nielsens debut som israelsk landstræner førte han holdet til en sensationel 4-1 sejr over mægtige Rusland, og det var ikke bare et af de bedste israelske resultater nogensinde, men også den succes-vante danskers egen personlige rekord for en debut på internationalt plan.

"Da jeg startede som dansk landstræner, tabte vi 0-1 til Tyskland, og med Finland spillede vi 0-0 i - jeg tror nok, det var Letland. Så det er da min bedste debut nogensinde. En drømmedebut? Ja, det kunne vel ikke være meget bedre. En god start er vigtig i min branche, og nu har jeg fået fred og ro til fortsættelsen. Eller i hvert fald indtil næste kamp," lyder det med et skævt smil fra fynboen.

"Nu er vi "back in business" og har vist andre og os selv, hvor gode vi kan være. Det overrasker mig ikke, for jeg har hele tiden vidst, at de to kampe mod Danmark ikke viste israelsk fodbolds sande ansigt. Nu skal vi bruge selvtilliden fra denne sejr og så bare sikre os, at den ikke kammer over og bliver til selv-overvurdering," siger Ricardo, da han efter kampen haster ud i spillerbussen som absolut sidste mand.

Det var nemlig ham, som alle ville tale med. Og ikke spillerne.

Det tog de lokale stjerner i stiv arm, som Derby Countys Avi Nimni, der var en af banens bedste og rundede festen af ved at score Israels sidste mål et par minutter før tid.

"Jeg er lykkelig på vegne af vores nye "coach" for denne start. Vi spillere vidste godt - især fra Danmarks Europamesterskab i 1992, at han er en fantastisk træner med en helt utroligt erfaring, men nu ved både medierne og landsholdets mange fans det også. Dette resultat har sikret ham hele Israels opbakning," siger Avi Nimni til B.T.s udsendte.

"Med Mr. Nielsen som træner kan vi forhåbentlig træde et trin højere op i det internationale hierarki. Vi har nu chancen får at udvikle os og blive bedre, end vi nogensinde har været før," mener Derby-spilleren.

Kampen i går viste, at Israel har potentialet til mere end at agere boksebold for Danmark, som det skete for blot et par måneder siden.

Dengang i den første dyst på Ramat Gan Stadion i Tel Aviv den 13. november var der blot spillet to minutter, og så var Danmark foran 1-0 på mål af Jon Dahl Tomasson.

I går var det kun gået 2 minutter og 17 sekunder, da det var Israel, der fik en flyvende start, da Wimbledons Walid Badir pandede et perfekt indlæg i nettet.

Mens tribunerne eksploderede i jubel, var det umuligt ikke lige at prikke sin gode israelske kollega på skulderen og med slet skjult skadefro og hentydning til Danmarks 5-0 sejr at mumle: "Nå, nu ved du også, hvordan det føles at komme hurtigt foran..."

Det øredøvende kampråb "El, el Israel" sørgede heldigvis for, at hverken den dumsmarte replik eller kollegaens ikke helt kosher svar nåede andres øren, og så var der ellers ikke tid til at dvæle mere i fortiden.

Israelerne buldrende nemlig frem over banen med smukke kombinationer og - ifølge de lokale eksperter for første gang i fodboldhistorien - aggressivt og effektivt pres-spil.

Den stil er de israelske spillere ikke lige så vant til at praktisere, som Richard Møller Nielsen er til at prædike den, men de lærer tilsyneladende hurtigt.

I hvert fald blev de russiske spillere, der normalt udgør et særdeles kompetent mandskab i den europæiske top, totalt pillet fra hinanden, og efter 17 minutter blev føringen fordoblet af lige præcis den eneste mand på holdet, der 100 procent er Ricardos egen opfindelse.

Den 21-årige Kfir Udi er blevet tæt på latterliggjort, siden han i sidste uge for første gang blev udtaget til landsholdet, og en skarp skepsis har været rettet mod Ricardo for at tage en spiller, der har problemer med at komme på Hapoel Tel Avivs hold, med blandt landets ypperste.

På sin korte tid i Israel har danskeren imidlertid set noget i den lange urutinerede spiller, som han kunne bruge, og tilbagebetalingen for den tillid faldt altså prompte, da veteranen Viktor Onopko fra spanske Oviedo kiksede og gav Kfir Udi en friløber, som han sikkert omsatte i mål.

"Nu får Kfir og Nielsen alle os andre til at ligne idioter," stønnede den gode israelske kollega fra før, mens han dog glædede sig over målet og lod fingrene danse tango på computerens tastatur.

Inden pausen blev det 3-0 på et langskud af Walid Badir, der stormede direkte ud til sidelinien og delte målglæden med sin nye landstræner i et varmt knus.

I pausen var det både sjovt og lidt belastende at være dansk, for alle ville uddele skulderklap, som om man blot ved at være Ricardos landsmand havde udført en helte-dåd.

Begejstringen kogte over på ægte Mellemøst-manér - enten er man helt oppe eller helt nede - med bemærkninger som "Nielsen er genial", "Han har ændret alt på to dages træning" og "Det er ren verdensklasse".

Lige efter pausen fungerede Ricardos taktik da også perfekt med at lukke af for russernes kombinationer højt oppe på banen og stresse dem med aggressivt pres, og i de første seks minutter af anden halvleg nåede udeholdet bogstaveligt talt ikke over banens midte.

Alligevel fik russerne pludselig reduceret på straffespark ved Santander-stjernen Vladimir Bestjastnik, og det påpegede meget præcist, hvad Ricardo skal arbejde allermest med hos sit nye mandskab: Mentaliteten er skrøbelig, og forsvaret holder sabbat, når man allermindst har brug for det.

Danskeren var dog særdeles aktiv ude på sidelinien og fik vækket sine spillere - ligesom han ved hvert eneste af sit holds fire mål fór helt ind til linien og med knyttede næver og høje råb fortalte sine spillere, at nu vovede de bare at slappe af.

Jo, Ricardo helligholder sin favorit-teori om "laurbær-effekten" - at et hold er mest sårbart og ukoncentreret, når det netop har scoret et mål.

"Efter kampen må spillerne gerne danse og juble, men på banen skal de koncentrere sig og gøre jobbet færdigt indtil sidste fløjt," som danskeren efter kampen forklarede på pressemødet, der udviklede sig i en temmeligt bizar retning med mere og mere stupide spørgsmål, som Ricardo til sidst havde svært ved at tage seriøst.

Værst var det, da en ældre israeler spurgte, om Ricardo efter sejren over Rusland nu troede på, at Israel kommer med til VM - der i parentes bemærket først afvikles om to et halvt år, og hvor kvalifikationskampene langt fra er starten.

"Om jeg tror det? Tror du, vi får godt vejr i morgen," lød Ricardos mod-spørgsmål, der lukkede seancen og meget elegant fortalte om hans lyst til at lege spåmand.

Da havde pressefolkene nu også forlængst fået alle de ord, de kunne ønske sig efter det seneste halve års totale tavshed fra den tidligere landstræner Schlomo Scharf.

Glem i øvrigt alt om succestrænerens danske kælenavn Ricardo.

I Israel er navnet Nielsen.

Mellemnavnet Møller har de helt droppet, og danskeren har i vanlig afslappet stil selv sagt, at han helst vil kaldes Richard, men næh-nej.

Nielsen er er måske nok mere stift, men også en tand mere respektfuldt og synes mest passende.

De skal såmænd også nok få lært at stave til det, og ikke som før kampen, hvor der på lystavlen stod en velment velkomst-hilsen til Richard Nilsson - der senere blev rettet til det stadig forkerte Neilsen.

Ligesom han på et banner hed "Nielssen" med en helt ny stavemåde.

Udtalen af navnet var der dog intet i vejen med, da de fanatiske fodboldfreaks forlod Kyriet Eliezer Stadion:

"Nielsen, Nielsen, Nielsen", lød det overalt i den kølige nat.