Det er et diplomatisk selvmål, når udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) irettesætter USA’s præsident Donald Trump på det sociale medie Twitter.
Det mener Dansk Folkeparti og Radikale Venstre, efter Samuelsen søndag aften rettede kritik mod Trump.
Samuelsen skrev både på dansk og engelsk, at han synes, Donald Trump »fra NU skal stramme op, fokusere på kampen for frihed og udvise respekt for præsidentembedet.«
Udmeldingen kom som en reaktion på Donald Trumps seneste udfald mod amerikanske medier.
Præsidenten har offentliggjort en video, der oprindeligt stammer fra et gammelt wrestlingshow, hvor Trump tæsker løs på en mand, hvis hoved nu i den nye version er erstattet med et logo fra den amerikanske tv-station CNN.
Men en så bramfri udmelding fra Samuelsen kan skade forholdet til USA, og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) bør ligefrem forbyde Anders Samuelsen at skrive lignende ting på Twitter, der kan skade forholdet til andre lande, mener DF’s udenrigsordfører Søren Espersen.
»Det er meget, meget alvorligt, når man på den måde fra den danske regering – som Anders Samuelsen repræsenterer – revser den amerikanske regering og præsidenten på et offentligt medie,« siger Espersen, som forudser, at danske embedsmænd står over for et oprydningsarbejde.
»Det her er direkte afsendt fra den danske regering. Det er meget specielt, og selvfølgelig noget, der i den grad vil blive lagt mærke til i USA,« mener Espersen, der generelt ikke finder det passende, at to regeringer diskuterer på Twitter.
»Det er en fuldstændig forrykt tankegang.«
De Radikales udenrigsordfører Kristian Hegaard mener, at Anders Samuelsen med sin udmelding synker ned på samme niveau som Donald Trump, der er blevet kendt for sine hårde, kontante Twitter-angreb på sine modstandere.
»Er det det nye danske diplomati, at vi skal gå ind på Trumps præmisser? Samuelsens tweet virker lidt Twitter-tilfældigt på samme måde som Donald Trump, og det er ikke en efterabning, som jeg synes, vi skal lave i det danske diplomati,« siger Kristian Hegaard.
Anders Samuelsen har ikke ønsket at svare på kritikken fra sine kolleger. Men over for nyhedsbureauet Ritzau forklarer han baggrunden for sin udmelding.
»Det er vigtigt, at en præsident hæver sig over det almindelige fnidder og råben, der er på sociale medier. Han siger tingene lige ud, så kan han nok også tåle, at andre siger, at han må stramme op,« siger udenrigsministeren.
Ifølge Ritzau får Trumps tweet ikke konsekvenser for Danmarks forhold til USA, og Anders Samuelsen har heller ikke behov for, at statsminister Lars Løkke Rasmussen giver hans besked direkte videre til Trump, skriver nyhedsbureauet.
Udenrigsordfører hos Venstre, Michael Aastrup Jensen, tror ikke, at Donald Trump ser Samuelsens udmelding, siger han til DR.
»Men jeg ved, at der er folk i systemet, som ser det. Ambassaden i København ser det. De følger med i og melder ind til Det Hvide Hus. Så måske vil det få en betydning.«
