Set i bagklogskabens ulideligt klare lys endte netop revisorens velmente råd med at blive til den løgn, som i dag udgør et af anklagerens hårde indicier i sagen mod Thorsen.

Men set i lyset af fredagens og dermed PFA-sagens sidste vidneafhøring, endte Juul Kjærs forklaring alligevel med at blive en sidste øjebliks hjælp til Kurt Thorsen. Derfor lignede Thorsen også en oprigtig glad mand ovenpå fredagens vidne-finale:

"Der har været afhørt omkring 50 vidner, og ingen af dem har efter min mening forværret min sag. Tværtimod har en del af anklagerens vidner pudsigt nok hjulpet mig mere, end de har gavnet anklageren".

Historien om Thorsens løgn til PFAs daværende formand, Jørgen Mølvang, står centralt i sagen. Netop 17. januar havde PFA-ledelsen holdt panikmøde hos fondsbørsens direktør. Rygterne om de falske garantier var på dagsordenen denne søndag. Mødet endte med, at PFA udsendte en pressemeddelelse, hvor ledelsen benægtede eksistensen af enhver garanti i forhold til Thorsen.

Efter mødet ringede Mølvang til Thorsen i London. Han ville lige sikre sig, at Thorsen var enig i pressemeddelelsen - at der ingen garantier var. Thorsen gjorde samtalen ultrakort og lovede at ringe tilbage hurtigt.

I mellemtiden ringede han for at få et godt råd hos Juul Kjær. Det bekræftede den 71-årige revisor i retten i går:

"Kurt sagde til mig, at han ikke anede, hvad han skulle gøre. At han på den ene side ikke kunne fordrage at lyve overfor Mølvang. At han på den anden side havde lovet Rasmus Trads at holde garantierne hemmelige. Jeg svarede, om han ikke var nødt til at synge den samme sang som pressemeddelelsen, som de andre..."

Derfor endte det med, at Thorsen stak en megaløgn til selve PFAs bestyrelsesformand. Dette på trods af, at både han selv og Juul Kjær kendte til PFA-garantierne, som tre dage senere viste sig at være falske.

Men Juul Kjær forklarede fredag i retten, at han ikke dengang i 1999 var forbavset over, at PFA (ifølge Thorsen) ønskede at holde garantierne hemmelige for offentligheden:

"Thorsens finansielle baggrund var jo kendt. Ingen banker ville have med ham at gøre. Derfor forstod jeg godt, at PFA gerne ville holde afstand".

Juul Kjær bekræftede også, at han var formand for bestyrelsen i de fleste af Thorsens egne selskaber. At der normalt kun blev holdt ét møde pr. bestyrelse pr. år. At han kun blev "sporadisk orienteret", men altid "fik svar, når jeg spurgte".

Han kendte til en række af PFAs forretninger med Thorsen. Bl.a. fordi de sort på hvidt stod omtalt i regnskabernes revisions-påtegninger, som han selv havde underskrevet. Bla. derfor havde han ikke fattet mistanke.

Juul Kjær redegjorde også, stille og overbevisende, for den næsten fatale morgen, 20. januar 1999. Det var her, skandalen blev afsløret. Det var her, en rystet Kurt Thorsen ovenpå et natligt møde-mareridt mødte op til morgenkaffe hjemme hos sin ven og rådgiver:

"Først var Kurt helt rundt på gulvet. Lidt senere kom en opringning fra Rasmus Trads, som nu havde tilstået de falske underskrifter. Kurt græd, ja reelt brød han helt sammen. Han sagde noget i retning af: Har Rasmus skrevet falsk? Hvorfor? For min skyld?"

Juul Kjær: "Det var opad formiddagen. Det var mit indtryk, at Kurt først da blev klar over sammenhængen."

Netop denne sidste sætning er interessant. Af sagens øvrige forklaringer er nemlig fremgået, at Thorsen blev klar over sandheden allerede, da han den samme meget tidlige morgen var mødtes med Trads på en P-plads i Lyngby. Har Juul Kjær glemt dette møde? Eller har Thorsen slet ikke fortalt ham om det over morgenkaffen den 20. januar?

Mandag indledes PFA-sagens finale med en sidste afhøring af Thorsen og Trads. Tirsdag fremlægger anklageren sin store procedure.