Rengøringsdame smuglede stoffer og telefoner for indsatte
De indsatte i statsfængslet i Nyborg har i mindst 90 tilfælde fået fat i en mobiltelefon, fordi en rengøringsdame smuglede stoffer og telefoner for dem.
De indsatte i statsfængslet i Nyborg har i mindst 90 tilfælde fået fat i en mobiltelefon, fordi en rengøringsdame smuglede stoffer og telefoner for dem.
En rengøringsdame på Fyn har haft held til at smugle mindst 90 mobiltelefoner ind i Nyborg Statsfængsel, før hun blev opdaget. Det skriver Fyens Stiftstidende. Den 32-årige kvinde arbejdede indtil 1. september sidste år, hvor hun blev anholdt, som rengøringsassistent ved fængslet. Hun har også forsynet fanger med både hash og amfetamin, og derfor er der tale om den største indsmuglingssag ledet af en ansat i nyere tid, vurderer Fængselsforbundets formand.
- I den tid, jeg har været forbundsformand, er det den største sag. Jeg har ikke før hørt om 90 mobiltelefoner og stoffer ved siden af, siger Kim Østerbye til Fyens Stiftstidende.
Kvinden har ifølge avisen indrømmet, at hun har smuglet for de indsatte siden januar 2009. Men først den 1. september sidste år blev hun anholdt af Fyns Politi. På sig havde hun en mobiltelefon og en lille mængde stoffer, og hun blev herefter varetægtsfængslet i fire uger.
Sagen har hidtil været mørklagt for offentligheden, og kvinden har derfor været i grundlovsforhør bag lukkede døre.
Politiet forklarer, at indsatte fængselsfanger kan spolere politiets efterforskning gennem en mobiltelefon.
- Der sidder mennesker varetægtsfængslet med besøgs- og brevkontrol, fordi politiet efterforsker andre sager. Og kommer man i besiddelse af en mobiltelefon, har man jo alle muligheder for at skaffe sig falske alibier eller bortskaffe spor i alvorlige sager, siger vicepolitikommissær Henrik Bjørch, der har ledet efterforskningen for Fyns Politi. Yderligere en ansat er sigtet i sagen, der har ført til øget kontrol med de ansatte ved Nyborg Statsfængsel.